- Fik du det? Dig, der styrer båndoptageren der, fik du Mettes afsluttende replik? Den skal vi da have afspillet rundt omkring.

Sådan lød det onsdag aften fra Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl til en fotograf, der tog video af debatmødet i Billund, som DF-formanden deltog i sammen med Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

DF-formanden, der erklærede sig fuldstændig enig i udsagnet, var dog formentlig også velvidende om, at indlægget ville kunne vække vrede ind i det bagland, som formentlig i sidste ende skal pege på Mette Frederiksen, hvis hun efter et folketingsvalg skal ende som statsminister.

S-formanden havde i et svar under debatten med landmændene, som på det tidspunkt var drejet ind på klima, kaldt den aktuelle debat om kød for hysterisk.

Det skete, da Mette Frederiksen her talte for, at landbruget er nødt til at reducere sin klimabelastning fremover.

- Jeg er ikke i tvivl om, at der vil være en stigende efterspørgsel på verdensmarkedet til fødevarer, der ikke alene smager godt og har en høj fødevaresikkerhed, men som også er produceret ordentligt.

- I forhold til mange andre er vi langt, men vi kan godt komme endnu længere. Jeg tror, det ender med at blive en konkurrenceparameter, at dyrevelfærden er høj og CO2-udledningen mindre. At aftrykket klimamæssigt er mindre. For det er den vej, som det går, sagde Mette Frederiksen, inden hun så kom til den del, som Kristian Thulesen Dahl formentlig var særlig begejstret for.

 

Kom og bliv sælger

En landmand havde nemlig også spurgt Danish Crown-chefen Finn Klostermann, der også deltog i mødet, hvad Danish Crowns 2030-plan omkring bæredygtighed egentlig går ud på.

Fra Mette Frederiksen lød det:

- Jeg ved ikke, hvad planen er med det det der 2030, men jeg synes, at det er en hysterisk diskussion, der er om kød lige nu. Jeg synes, at det er noget pjat at tro, at vi redder hele klimaproblematikken ved at få det hele til at handle om kød.

- CO2-udslippet ved de flyvemaskiner som folk tager for at fortælle hinanden, at de ikke skal spise kød er jo et langt større problem, sagde hun, hvilket medførte store klapsalver fra salen.

- Men det betyder ikke, at vi ikke skal tænke os om. Vi skal bare have proportionerne i orden. Selvfølgelig kan vi lave en landbrugsproduktion i Danmark også med kød, som er bæredygtigt og i orden. Det er et guldæg, som vi har i hånden, sagde Mette Frederiksen.

Indlægget fik Finn Klostermann til at udbryde, at hvis Mette Frederiksen ikke bliver statsminister, så ligger der et job i Danish Crown som sælger og venter.

 

Sur Elbæk

På de sociale medier har Mette Frederiksens indlæg ikke overraskende medført kritik efter, at Alternativets leder Uffe Elbæk blandt andet blev opmærksom på, hvad S-formanden havde sagt i Billund.

- Det er mig komplet uforståeligt – som i totalt uforståeligt – at Mette Frederiksen kan kalde den diskussion, vi har om kød, for »hysterisk«. Kødproduktion er en af de allerstørste klimasyndere og udpiner også naturen, så det skal selvfølgelig tages alvorligt, skriver han.

I Politiken lyder det, at Mette Frederiksen er faldet i unåde hos Dansk Vegetar Forening. I Information lyder det i en kommentar fra en af avisens egne journalister, at Mette Frederiksen svigter klimaet.

Fra Kristian Thulesen Dahl lød det i Billund efter Mette Frederiksens indlæg:

- Det var supergodt. Jeg blev så glad. Jeg tænkte, at skulle jeg ikke bare lade være med at tage ordet, og så kunne hun tale en gang til, sagde han.

Politik