Nu sparkes der gang i erhvervsmæssig jordfordelingspulje
Nu åbner staten for den pulje på 10 millioner kroner, der skal bruges i forbindelse med jordfordeling.

Der kan være god mening at lave jordfordeling på lavtliggende jorde. Foto: Henning K. Andersen
Den 1. september åbner en ny pulje til frivillig jordfordeling. Der er 10 millioner kroner i puljen, og behandlingen af ansøgningerne sker efter først til mølleprincippet. Derfor råder SLF til, at man kommer i gang med ansøgningerne hurtigst muligt.
Tilskuddet er fastsat til 3.500 kroner pr. omfordelt hektar, dog max 350.000 pr projekt.
Fordele for landmanden og miljøet
Støtten til jordfordeling er en del af den tørkepakke, der blev vedtaget sidste år. Formålet med den nye ordning er at opnå bedre arrondering ved, at de involverede landmænd bytter jord, så resultatet bliver mere rationelle driftsenheder.
Jorden kommer tættere på gården, og ifølge en analyse fra landbrugets videnscenter Seges kan en landmand hvert år spare mellem 100 og 300 kroner for hver kilometer, afstanden mellem gården og marken bliver reduceret.
Endelig kan det lette trafikken på vejene, hvis en landmand kan ”skyde genvej” via markerne i stedet for at skulle ud på landevejen.
Flere kriterier
Der er en række kriterier, der skal være opfyldt for at opnå støtte. Man skal således være fem landmænd som ansvarlige for økonomien i hver enkelt jordfordelingssag, og samtidig skal der omfordeles mindst 1000 hektar i sagen.
Jordfordelingen skal desuden føre til en besparelse på kørsel, så køreafstanden til markerne i gennemsnit reduceres med mindst 750 meter.
Staten yder tilskud til udfærdigelse af ansøgning, administrationsomkostninger, møder, planlægning, berigtigelse, udgifter til tinglysning og landinspektør.
Til gengæld ydes der ikke tilskud til enkelt-lodsejernes private rådgivning eller til lodsejernes egne finansieringsomkostninger.
Tilskuddet udbetales kun, hvis jordfordelingen gennemføres og der afsiges kendelse.
Ordningen kan søges fra 1. september - 15. november 2019. Midlerne prioriteres efter først til mølle-princippet.