Siden ministerlisten blev offentliggjort torsdag morgen har der fra flere steder lydt kritik af, at miljø- og fødevareministerposten er blevet delt i to. I gårsdagens avis lød det fra både formand i Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild og formand i Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, at de mener områderne hører sammen.

Også Kristian Gade, formand for Holstebro Struer Landboforening*, er ude med kritik.

- Det bekymrer og ærgrer mig, at miljø- og fødevareministerierne splittes.  Det er to områder, der er så tæt forbundne, og som vi i landbruget netop forsøger at få til at gå hånd i hånd, siger han.

En helt ny opdeling af Miljø- og Fødevareministeriet, som det var tilfældet før 2015, bliver der dog ikke tale om. Ministeriet fortsætter således som ét ministerium med nu to ministre.

Kan ikke blive konkret

Effektivt Landbrug talte kort med den nye miljøminister Lea Wermelin (S) torsdag eftermiddag efter ministeroverdragelsen, og herfra er der – ikke overraskende – opbakning til beslutningen om to ministre i ét ministerium, som chefen, statsminister Mette Frederiksen (S), har truffet.

- Vi skal være meget mere ambitiøse på det grønne generelt, og også på miljø og natur. Det glæder jeg mig rigtig meget til at stå i spidsen for. Vi står i en biodiversitetskrise, hvor der er behov for, at vi tager meget bedre vare på vores natur. Det er noget af det, som vi skal levere på.

- Helt konkrete prioriteringer kan jeg dog ikke sige noget om nu, siger Lea Wermelin, der dog henviser til det »forståelsespapir« mellem de fire røde partier, som blev præsenteret tidligere på ugen forud for dannelsen af den nye regering.

Heri står der blandt meget andet, at den nye regering på miljøområdet vil præsentere en biodiversitetspakke. Der står, at der skal laves en kortlægning af udfordringer i forhold til grundvand, forbud mod gødskning af sprøjtning på §3-arealer, og at det skal sikres, at den målrettede regulering fungerer, så udledningen af kvælstof nedbringes mærkbar.

Derudover henviser hun til områder, som blev lagt frem i den plan, som Socialdemokratiet præsenterede under valgkampen, hvor det er beskrevet, hvad der skal ske af indsatser for klimaet i regeringens første leveår. Her står der blandt andet, at Socialdemokratiet vil have 75.000 hektar med urørt skov og etablere en national skovfond.

- Der er nogle vigtige områder, som jeg skal tage fat på, siger Lea Wermelin.

Klart en fordel at sidde tæt

Derudover kommer den nye miljøminister også til at være med i arbejdet med en jordreform i samarbejde med flere andre ministre. Heriblandt den nye fødevareminister Mogens Jensen (S), som nu står for fødevaredelen i ministeriet.

- Fordelen ved at sidde tæt på min kollega i Fødevareministeriet er, at vi kommer til at arbejde rigtig tæt sammen. Det er også en fordel, at Miljøministeriet igen har fået sin egen minister, fordi vi har behov for at sætte miljøet aller-, allerhøjest i det arbejde, som ligger foran os. Jordreform, jordfordeling, nogle af de tanker som kommer fra Landbrug & Fødevarer og DN er noget at det, som vi skal kigge nærmere på, siger Lea Wermelin.

Hun fortæller, at hun også forventer, at hun fremover kommer til at have en god og konstruktiv dialog med landbruget. Direkte adspurgt om den dialog gælder hele landbruget – altså også Bæredygtigt Landbrug, der tidligere har haft for vane at få gjort sig så upopulære hos de siddende ministre, så dialogen er blevet helt afbrudt, lyder det fra Lea Wermelin:

- Dialog går jo begge veje. Som ny miljøminister vil jeg invitere inden for til dialog, men man skal jo også gå konstruktivt ind i det. Det er klart, at hvis jeg møder en lukket dør, så er det svært at have den dialog.

- Som jeg dog også sagde i min tale (overdragelsestalen i ministeriet, red.) så er det vigtigt for mig, at vi inddrager interessenter, altså organisationer og erhverv, hvis vi skal have det her til lykkes. Hvis vi vil have, at Danmark skal levere på en biodiversitetskrise, som er rigtig stor ude i verden, men også herhjemme, hvor vi kan se, at planter og dyrearter går tilbage, så skal vi have alle med, siger Lea Wermelin.

Fordeling ikke færdig

Effektivt Landbrug har spurgt i Miljø- og Fødevareministeriet efter en oversigt over, hvad der konkret hører under hver af de nu to ministre i ministeriet, der har omkring 4.200 medarbejdere. Fordelingen mellem de to ministre foregår i disse dage, lyder svaret.

*Rettelse: Kristian Gade er ved en fejl tidligere blevet betegnet som formand for SAGRO i denne version. Fejlen optræder også i den trykte version. Han er formand for Holstebro Struer Landboforening, der er en af de seks foreninger, der ejer rådgivningsvirksomheden SAGRO. 

Lea Wermelin

  • 34 år
  • Kanddiatgrad i statskundskab
  • Valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i 2015
  • Fik 5.000 ud af de i alt cirka 25.0000 stemmer på Bornholm ved det nu overståede valg.
  • Tidligere bæredygtighedsordfører og medlem af Miljø- og Fødevareudvalget
Politik