Valgdatoen for næste folketingsvalg bliver søndag 26. maj. Og Danmarks nye statsminister bliver: Kristian Jensen. Sådan lød forudsigelserne fra politisk kommentator og tidligere minister, Hans Engell, da han onsdag aften talte til en regnskabsaften i Aulum.

Her fremlagde rådgivningsselskabet Sagro de lokale udgaver af tidlige 2018-regnskaber, ligesom Hans Engell gav sine bud på de politiske udsigter efter et valg. 

Hans Engells bud var altså, at folketingsvalget bliver samme dag, som der er valg til Europa-Parlamentet. 

Hans Engell mener, at en 21 dages valgkamp vil være presset at nå på denne side af påske, og at det derfor bliver efter. 

- Og så vil Lars Løkke gerne have så meget Europa som muligt ind i valgkampen, sagde Hans Engell. Han mener, at den nuværende statsminister er langt stærkere på dét område end Socialdemokratiets statsministerbud, Mette Frederiksen.

Ny situation

Og skulle det lykkes for Venstre at vinde valget – på trods af hvad de fleste meningsmålinger spår – vil der muligvis opstå en helt ny situation. 

Hans Engell mener, at Lars Løkke i så fald vil gå efter en kommissær-post i EU, og overlade statsministerposten til tronfølgeren, Kristian Jensen, der i øvrigt er fra Lind ved Herning. 

Hele manøvren forudsætter dog, at Venstre rent faktisk får stemmerne til selv at kunne bestemme. 

Og det er som nævnt ikke sikkert, som meningsmålingerne står.

Kissemis med flere 

Hans Engell udråbte klima og miljø som et af de helt vigtige temaer i valgkampen. 

- Der er næsten daglige demonstrationer foran Christiansborg med krav om aktiv miljø-indsats, og her har politikerne ændret antennerne, sagde han.

Han forudså derfor, at der vil komme rigeligt med overbud på klimaområdet, hvoraf nogle måske også ville blive husket efter valgkampen – hvilket måske bør bekymre især landbruget. 

Hans Engell opfordrede da derfor også landbruget til at holde sig på god fod med begge sider af det politiske spektrum. 

- Det er ikke nok at kissemisse med én – man skal kissemisse med flere, sagde Hans Engell.

Omkring 200 medlemmer af Herning-Ikast og Holstebro Struer landboforeninger og Familielandbruget Vestjylland deltog i mødet.

Politik