Står det til Venstres miljø- og fødevareordfører Erling Bonnesen, så er det vigtigt, at vi i Danmark nu får afdækket skarvens og andre fugles fiskeri i vandløbene, så det kan blive tydeliggjort, at det er forkert når nogle hele tiden gerne vil give landbruget skylden for, at der ikke er så mange fisk i vandløbene som tidligere.

Miljø- og fødevareordføreren har nu bedt miljøminister Lea Wermelin om at afdække og redegøre for problemets omfang.

Det sker, efter at seniorforsker Niels Jepsen fra DTU Aqua i sidste uge gjorde opmærksom på i Jyllands-Posten at især skarven ser ud til at tage godt for sig af retterne i de danske vandløb, så der til trods for mange års stor indsats i blandt andet vandområdeplanerne, stadigvæk sker fald i bestanden af fisk.

- Det er meget alvorligt. De fisk, der skal være i vandløbene, er mere eller mindre forsvundet.

- Det er især stalling og bækørred, der er gået dramatisk tilbage, ligesom også den stærkt truede snæbel, som der er brugt omkring 150 millioner kroner på at redde fra at blive udryddet, har det virkelig dårligt. Og meget tyder på, at det er skarven, der er hovedsynderen, sagde Niels Jepsen i sidste uge til Jyllands-Posten.

 

Nyttigt at få afdækket

Fra Erling Bonnesen lyder det:

- Vi skal have tydeliggjort, at det er forkert, når nogle jævnligt forsøger at give landbruget skylden for, at der nogle steder ikke er så mange fisk, som der før har været. Det er godt at få afdækket omfanget af hvor mange fisk skarven, men også andre fugle, tager, siger han,

Er det her noget, som I ikke har været opmærksomme på før?

- Jo, det har vi sådan set. Jeg ved godt, at der er en udfordring her, men det er nyttigt at få det her afdækket. Omfanget ved udfordringen med skarven og andre fugle er vi ikke rigtig klar over, siger han.

Erling Bonnesen fortæller, at han blandt andet med Miljø- og Fødevareudvalget har været ude at se en ø ved Lolland-Falster, som var plaget af skarver.

- Nu hører vi så om problemer på fiskeområdet, og det er en god anledning til at få problemet afdækket, siger han, og fortæller, at problemet med skarven kan sammenlignes med landbrugets udfordringer med bramgæs, som spiser afgrøderne på markerne.

- Her fik man mulighed for at søge om en vis form for regulering. Nu må vi se, efter at vi får svar fra ministeren, om vi kan få lavet en vurdering af, om der er behov for en mulighed for, at man kan søge om en vis regulering i forhold til skarven.

- Fordi der er jo ikke nogen mening med, at vi bruger så mange skattekroner på at sætte fiskene ud – hvis de bare bliver taget af skarven – som så yngler og breder sig endnu mere, siger Erling Bonnesen.

 

Vil også tage det op med minister

Over for Jyllands-Posten lød det i sidste uge fra regeringspartiets miljøordfører Mette Gjerskov, der efter otte års pause igen er miljøordfører for Socialdemokratiet, at hun også vil have, at miljøministeren ser på sagen efter sommerferien.

- Det er paradoksalt, hvis vi ikke får nok ud af alle de kræfter, som både staten og frivillige har lagt i at sikre bedre kvalitet i vandløbene og en god biodiversitet. Især biodiversitet er noget, vi er meget optaget af. Derfor er det en sag, vi er nødt til at drøfte med miljøministeren efter sommerferien, sagde Gjerskov, der var fødevareminister i 2011 til 2013.

 

Politik