Det skal være slut med konventionelt landbrug i Danmark, hvis Veganerpartiet får magt, som de har agt, lød det fra partiet under et pressemøde mandag. Men partiet har fortsat ikke meget andet end hensyn til dyr og miljø på partiprogrammet.
Veganerpartiet nåede for nylig de krævede 20.182 underskrifter, og er dermed opstillingsberettiget til et kommende folketingsvalg. I den anledning havde partiet mandag inviteret til pressemøde i Kødbyen i København, hvor stifter Henrik Vindfeldt og forperson for vegenerpartiets bestyrelse, Lisel Vad Olsson endnu en gang langede ud efter, hvad forpersonen omtalte som »naturødelæggende landbrug«.
- Vi er modstandere af naturødelæggende landbrug, som går imod seriøs klimahandling. Vi går ind for en behandling af dyr, som ikke er diskriminerende, men handler om medfølelse og empati.
Hun undrede sig over, hvorfor der ikke har været større debat om, hvad det danske areal bliver brugt til.
- Lige nu bruger vi halvdelen af dansk jord på landbrug. Hvor har den demokratiske samtale været om, hvorfor så store dele af det danske areal skal bruges til dyr der lever i betonhaller.
Forpersonen slog fast, at hvis det står til veganerpartiet, så skal dyrevelfærd have forrang for et økonomisk bæredygtigt landbrug.
- Vi ønsker ikke, at der drives forretning på bekostning af danske dyrs velfærd. Det er det, der er vejen frem. Vores politik handler om, at noget ikke skader andre. Det lyder logisk, men det er ikke den realitet vi møder, når vi ser hvad der sker i danske stalde under dansk lovgivning. Vi skal strukturere vores samfund, så det er nemt for danskere at leve grønt og medfølende, lød det fra Lisel Vad Olsson.
- Har lovliggjort kriminalitet
Også stifter af Veganerpartiet, Henrik Vindfeldt, havde advarende ord overfor det konventionelle landbrug, men også overfor Landbrug & Fødevarer.
- Axelborg skal ikke længere diktere dansk fødevarepolitik. Konventionelt dansk landbrug har været med til at fremskynde sygdomme, der skader europæisk fødevareproduktion. Vi vil omgående have lukket dansk fødevareproduktion. sagde Henrik Vindfeldt.
Han havde ifølge eget udsagn svært ved at forstå, hvordan den nuværende produktion af husdyr kan ske, uden at man overtræder love om for eksempel dyreværn og dyrevelfærd.
- De love, der er i dag, er en lovliggørelse af det kriminelle. Vi kan ikke forstå, at det her ikke har fundet sin plads i det politiske landskab, lyder det fra Henrik Vindfeldt.
Slut med landbrugsbesøg
Tidligere på året kom Henrik Vindfeldt i mediernes søgelys efter en politianmeldelse for ulovlig indtrængning hos flere landmænd. Men på mandagens pressemøde slog han fast, at det er slut med at besøge landmænd mod deres vilje.
- Det er slut nu. Vi har den dokumentation, som vi skal bruge, så det kommer ikke til at ske igen. Vi vil fortsat udskamme konventionelle landmænd for deres metoder, men vi vil ikke tage ud til dem, sagde Henrik Vindfeldt.
Selv om partiet nu er opstillingsberettiget til næste folketingsvalg, har man ikke fundet ud af, hvem man i givet fald vil pege på som statsminister.
- Indtil for nylig ville vi have peget på Mette Frederiksen, men vi blev forbløffede, da hun holdt hendes hidtil største pressemøde hos Danish Crown. Jeg kan ikke se nogen grøn retning på det grundlag, sagde Henrik Vindfeldt.
Han tilføjede, at der fortsat bliver arbejdet på et partiprogram med andre mærkesager end dyrevelfærd og miljøhensyn.
henning@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 20 96 66