Agri Nord har rekordoverskud

Agri Nord kommer ud med et overskud på godt 4 millioner kroner i 2019. Det kommer medlemmer til gode i form af tilbagebetaling af 3 millioner kroner og 100 rådgivningstimer til arbejdet med klimasikring af vandløb.

Årets regnskab er gjort op for Agri Nord-koncernen, og bundlinjen viser i år et overskud på 4,0 millioner kroner.

Det er det bedste resultat, siden Agri Nord blev til efter en fusion mellem Hobro-Aalborg Landboforening og Vesthimmerlands Landboforening i 2008.

Omsætningen er steget med 5,5 procent i forhold 2018, og overskuddet er mere end fordoblet i forhold til 2018 til godt 4 millioner kroner.

- Det er et yderst tilfredsstillende resultat i et konkurrencepræget marked, og vi er meget glade for, at så mange nye kunder har valgt os positivt til, siger adm. direktør Kim Koch.

Flere end 200 nye kunder

Årsagen til væksten skal findes i en større tilgang af kunder. I løbet af 2018 og særligt i 2019 er der kommet flere end 200 nye kunder til Agri Nord primært i økonomiafdelingen, men også i planteavlsafdelingen.

- Det er lykkedes os at synliggøre de mange højt kvalificerede medarbejdere og kompetencer, vi har i vores forretning. Det har vi gjort gennem den kampagne, vi kalder for »A-holdet – rådgivning i verdensklasse«, fortæller Kim Koch og tilføjer:

- Kundetilgangen er særlig flot, når vi tager i betragtning, at vi opererer i et erhverv, hvor der bliver færre og færre landmand.

Flere af de nye kunder har også valgt at blive medlem.

- Det er glædeligt, at vores kunder også vil være medlemmer. Det er et udtryk for, at vi er en forening og forretning i balance, siger Kim Koch.

Største nogensinde

Det er femte år i træk, at Agri Nord sender penge retur til medlemmerne, og årets tilbagebetaling på 3 millioner kroner er det største nogensinde.

- Det er meget tilfredsstillende, at vi kan udbetale 3 millioner kroner til medlemmerne. Det skal også ses i lyset af, at vi allerede i 2018 og 2019 har givet støtte til vores medlemmer i form af tørkehjælp, hjælp til de medlemmer, der var ramt af BMG-konkursen, politisk arbejde og krisehjælp, siger bestyrelsesformand Carl Christian Pedersen.

Støtte til medlemmer, der rammes af uforudsete hændelser såsom tørke, konkurser eller økonomiske vanskeligheder, har de sidste to år været en fast post på Agri Nords budget, og der er også sat midler af til tiltag i 2020. Blandt andet har Agri Nord valgt at videreføre krisehjælpen.

Klimasikrings-hjælp

Udover de 3 millioner i tilbagebetaling til medlemmerne har bestyrelsen besluttet at give 100 rådgivningstimer til hjælp til klimasikring i det åbne land.

Her bliver der særligt tale om et generelt fagligt og politisk arbejde med de nye vandløbsregulativer, der er på vej rundt omkring i landets kommuner.

- Vi skal sikre, at vi får prioriteret vandføringsevnen i de nye regulativer. Det er helt afgrørnede, at klimasikring tænkes med ind, siger Carl Christian Pedersen.

per@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 20 25 10 37

Læs også