Har man blot én ansat i sit landbrug eller virksomhed, er der lovkrav om et årligt certificeret eftersyn af blandt andet alt elektrificeret håndværktøj som blandt andet boremaskiner, vinkelslibere, og svejseapparater, men også af blandt andet porte og stiger.

Det oplyser Ole Daniel Hansen, afdelingsleder i Intego, som er en landsdækkende koncern med 850 ansatte, der årligt udfører det lovpligtige eftersyn i et stort antal virksomheder, og som blandt andet har store danske virksomheder som Arla, Danish Crown, Danish Agro, DLG og Vestas som faste kunder.

Som privatpersoner efterser de fleste boremaskiner, vinkelsliber eller andet elektrificeret værktøj, når det startes. 

- Anderledes er det, når det er ansatte i virksomhederne, der skal bruge de samme redskaber, kraner, løftegrej, stropper, stiger med mere. Her er der ganske enkelt lovkrav, der er gældende, og Arbejdstilsynet tager stikprøver, for at se om virksomhederne lever op til dette, fortæller Ole Daniel Hansen.

Videre fortæller han, at det er den enkelte virksomheds pligt at kunne dokumentere, ved et underskrevet certifikat, at de pågældende maskiner og redskaber er godkendt inden for det seneste år.

Mange at have styr på

- Som virksomhed skal man være certificeret i henhold til Arbejdstilsynets regler for at tjekke at tingene er i orden. I praksis betyder det også, at enhver virksomhedsejer, landmand, eller dennes driftsleder, der har det daglige ansvar, kan ringe til et hvilket som helst firma, der har certificeringen i orden. 

- Man kan ringe til et port- eller kranfirma og et firma, der kontrollerer stiger, eller til en elektriker, der kontrollerer håndværktøj. Men har man både stiger, port, håndværktøj og andet, der er omfattet af lovkravet, er det måske mange at have styr på. Alternativt kan man vælge at ringe et sted hen, for eksempel til os, da vores medarbejdere kan kigge alle tingene igennem.

- Vores medarbejdere er uddannede og certificerede og så kommer der en mand eller to fra os, der tjekker det hele og sørger for, at der ikke glemmes noget, hvis ellers rekvirenten har fortalt og vist os alt det udstyr, der anvendes i virksomheden.

- Samtidig får man et certifikat og ni måneder efter sidste tilsyn får man en sms eller e-mail om, at det igen er ved at være tid for eftersyn, meddeler Ole Daniel Hansen.

Ulykker kan stadig ske

I den forbindelse understreger Ole Daniel Hansen, at uanset hvor meget et stykke værktøj eller et redskab er gennemgået og fundet sikkerhedsmæssigt i orden, kan der stadig ske ulykker.

- Vi kan af gode grunde ikke vide, hvordan det enkelte redskab eller maskine håndteres samtidig med, at vi desværre må konstatere, at landbruget tegner sig for mange og alvorlige ulykker. 

Afslutningsvis fortæller Ole Daniel Hansen, at Intego også udfører de såkaldte installationseftersyn, hvor blandt andet kabler, stål- og båndarmerede, kontrolleres, så gnavere ikke kan ødelægge dem og dermed forårsage brand på ejendommen. 

- Desuden ser vi, om der er den rette afskærmning på motorer, el-armaturer med mere. Disse eftersyn er ikke lovpligtige, men kan forebygge brand, og giver fradrag på 13 procent i forsikringspræmie i flere forsikringsselskaber. Og eftersynet gælder i fem år fra det er foretaget.

Lovpligtige eftersyn skal blandt andet gennemføres på:
• ABDL (Automatisk Brand Dørs Lukning)
• ABV (Automatisk Brand Ventilation)
• Brandtætninger
• Tekniske hjælpemidler (f.eks. nødstop, lysgitre, sikkerhedsanordninger på maskiner)
• AVA (Varslingsanlæg)
• Nød- og panikbelysning
• Kontrol af forsamlingslokaler (over 150 personer)
• Byggestrømstavler og -kabler
• Håndværktøj og forlængerledninger
• Stiger
• Kraner
• Taljer
• Faldseler
• Elevatorer
• Porte
• Automatiske døre
• Pallereoler
• Procesudsugning
• Håndslukkere
• Slangevindere (brandslanger)
• ABA (Automatisk Brand Alarmering)