Ovenpå et år med en coronapandemi, der har lukket flere slagterier i ind- og udland, og afrikansk svinepest taber den danske svinehandler- og transportør NV-Randers næsten hele sit overskud. Direktør Niels Vinderslev giver et presset marked skylden.
Den globale coronapandemi har flere gange lukket både danske og udenlandske slagterier i op til flere uger. Ligeledes har afrikansk svinepest, som har spredt sig til flere steder i blandt andet Tyskland og Polen, forhindret den danske svinehandler NV-Randers i at transportere sine grise til de sædvanlige aftagere rundt om i Europa. Det har skabt betingelserne for et presset marked – og det ses tydeligt i førnævnte svinehandlers regnskab.