LandboNord udlodder 4,5 millioner kroner til medlemmer

LandboNord udbetaler 4,5 millioner kroner direkte til medlemmerne, efter at rådgivningsvirksomheden fik et overskud på 7 millioner kroner før skat i 2021.

LandboNords bundlinje for 2021 viser et overskud på 7 millioner kroner før skat (10,2 millioner kroner i 2020), og efter regulering for udskudt skat udgør årets resultat 5,5 millioner kroner (8,1 millioner kroner i 2020).

Det udløser en udbetaling på 4,5 millioner kroner til medlemmerne i form af 1.000 kroner i medlemsbonus pr. aktivt medlem. Derudover får det enkelte medlem en omsætningsbestemt rabat opgjort på baggrund af den enkeltes samhandel med LandboNord.

- Set over en årrække kan ingen andre i landbrugsrådgivermarkedet matche LandboNord på det her felt. Medlemmerne opnår en bonus på cirka 7 procent af købt rådgivning i LandboNord i 2021, så der er handling bag ordene: Kontante medlemsfordele, siger administrerende direktør i LandboNord, Uffe Bertelsen.

Over en årrække har LandboNord ifølge egne beregninger nu udloddet små 55 millioner kroner direkte til medlemmerne.

Store indsatser

I løbet af 2021 har LandboNord blandt andet investeret ekstraordinært i rådgivning om klima og bæredygtighed.

- Det er glædeligt at se, hvordan en fortsat investering i den nyeste teknologi og dygtige medarbejdere betyder, at vi leverer en god og nærværende rådgivning, som matcher de krav, der bliver stillet i markedet. 2021 var året, hvor grøn omstilling og ESG-dagsordenen for alvor tog fart, og det har fået en fundamental betydning for den måde, vi tænker rådgivning på. LandboNord er en full-line rådgivningsvirksomhed, så ESG er selvfølgelig blevet en naturlig del af arbejdet i alle vores rådgivninger, siger Uffe Bertelsen.

Et andet væsentligt område var LandboNords MinkRådgivnings udarbejdelse af et omfattende talmateriale til knap 40 procent af de prøvesager om erstatning på landsplan, som taksationskommissionerne går i gang med om kort tid.

Læs også