27 nyudlærte svende har modtaget en fornem pris
Nyudlærte lærlinge inden for metalindustrien blev fejret i Den Sorte Diamant i København ved den årlige uddeling af Metalindustriens Lærlingepris (ML-Prisen).

På billedet ses Jonas Skovgaard Thillemann, som har fået tildelt ML-Prisen, sammen med forbundssekretær Kasper Palm samt underdirektør i Dansk Industri og formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Signe Tychsen Philip.
Siden 2003 har Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) i samarbejde med DI, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne uddelt ML-Prisen til nyudlærte svende, der har gennemført en erhvervsuddannelse inden for metalindustrien.
I år var 180 lærlinge indstillet, men kun 27 kunne løbe med den ærefulde pris, som blev markeret i København i sidste måned.
En af prismodtagerne var Jonas Skovgaard Thillemann fra Knebel på Djursland.
Faglighed og sociale kompetencer
Jonas Skovgaard Thillemann er i sommers uddannet entreprenørmaskinmekaniker hos Zeppelin ved Skejby, nær Aarhus. Uddannelsen har han taget som en EUX-uddannelse ved HEG (Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser), så han både har fået et svendebrev og en studentereksamen.
- Som en forholdsvis lille erhvervsskole er vi naturligvis stolte af at have en elev med helt i toppen, og Jonas er et godt eksempel på den gode elev med særdeles god faglighed men også nogle stærke sociale kompetencer. Jeg ønsker Jonas og Zeppelin stort tillykke, og alt muligt held og lykke på deres vej, siger Aksel Gaardsted Christiansen, som er uddannelseschef hos HEG.
Udmærket sig ved karakteren 12
De nyudlærte lærlinge, som modtog ML-Prisen, har alle udmærket sig ved et 12-tal til svendeprøve. De har desuden kvalificeret sig til prisen ved at have stort fagligt overblik, være kvalitets- og ansvarsbevidste og selvfølgelig være gode kammerater og kolleger på deres arbejdspladser.
For at komme i betragtning til ML-Prisen skal både praktikvirksomheden og erhvervsskolen indstille lærlingen.
ML-Pris blev i år uddelt for 20. gang. Det skete med familier, faglærere og mestre i Dronningesalen i Den Sorte Diamant.
Festtaler med store ord
Alle prismodtagere blev kaldt på scenen til håndtryk og overrækkelse af statuette, diplom og blomster. Samtidig blev der læst uddrag op af de indstillinger, som skoler og virksomheder har skrevet om lærlingene.
Poul Nyrup Rasmussen, tidligere statsminister og formand for EuroSkills 2025, deltog også ved prisoverrækkelsen, og benyttede i sin tale lejligheden til at hylde både erhvervsuddannelserne og prismodtagerne.
- Når jeg ser jer modtage denne pris, ser jeg nogle unge mennesker, som ikke mangler selvtillid. I har fået den selvsikkerhed under jeres faglige uddannelse. Og det er hemmeligheden ved de faglige uddannelser: Du er det, du gør – du er det, du udfører. Det giver en bekræftelse på, at hvert eneste menneske tæller – hvert eneste menneske kan noget, lød det fra Poul Nyrup Rasmussen.
Der var også taler ved både forbundssekretær i Dansk Metal og næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Kasper Palm, og underdirektør i Dansk Industri og formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Signe Tychsen Philip.