Fremtidens landmænd skal i lære i landbruget, men mange er i dag afvisende over for at tage elever ind i erhvervet. Ofte forbindes elever med manglende arbejdskraft i perioder, og det skaber for stor usikkerhed ude på arbejdspladsen. Med »Ny Mesterlære« er eleven mindre i skole og skoleperioderne planlægges uden for arbejdspladsens travle perioder.
42 procent af landbrugsvirksomheder har fravalgt at have elever i deres drift. Det bunder i en frygt for, at eleven bliver en byrde frem for en fortjeneste. Og så er de udfordret på, at elever i perioder skal på skole. Og det fører til mangel på arbejdskraft.
Ifølge landmand Mikkel fra Krogstrup I/S er der især én bestemt grund til, at mange er afholdende fra at tage elever ind.
- Mange frygter, at det ikke kan betale sig med den oplæring der skal til i forhold til, hvad de får ud af at have en elev, fortæller Mikkel Groth, der indtil for nylig aldrig har haft en elev.
For Mikkel ændrede det sig, da hans nuværende elev Magnus Ringberg søgte ind som »Ny Mesterlære«-elev. Magnus startede med at arbejde i 1,5 år, inden hans første skoleperiode i november.
- Det har været fantastisk lyder det fra Mikkel.
Et skema der gavner både mester og elev
Med »Ny Mesterlære« starter elever deres uddannelse med en lang praktik og har efterfølgende færre skoleperioder og mere tid ude på lærepladsen. Og så passer skoleperioderne med højsæsonerne ude i landbruget.
- Magnus Ringberg har haft lange perioder ude hos os, og så har vi sendt ham på skole i de perioder, hvor der ikke er så travlt, siger Mikkel om fordelen ved at have en elev i »Ny Mesterlære«.
Også for Magnus Ringberg selv er det en befrielse med mindre skole og mere tid på arbejdspladsen.
- Vi har meget mere tid hos vores mester. Det er en stor frihed for både mig som elev og for min mester. At de ikke skal have os rendende på skole hele tiden, fortæller han.
Hos Mikkel er det tydeligt, at »Ny Mesterlære« gavner både mester og elev.
- Det er en skam, at det ikke var en mulighed, da jeg gik i skole, lyder det afslutningsvis fra Mikkel, der kun har været glad for de muligheder »Ny Mesterlære« har bragt.