Klimaskovfonden har åbnet en ny ansøgningsrunde til skovrejsning med frist 6. juli. Udover at Klimaskovfonden har gjort ansøgningsprocessen mere enkel, bliver det også den første mulighed for at få kompensation for tabt indtægt oveni støtten til selve skovrejsningen. Det betyder samlet set et højere støttebeløb pr. hektar, skriver de i en pressemeddelelse.

Mulighed for indkomstkompensation

Klimaskovfonden forventer at få lov til at give indkomstkompensation til lodsejere – det vil sige kompensation for manglende indtjening ved omlægning til skov. Folketinget er nemlig ved at behandle en lovændring om netop det. Søger man støtte hos Klimaskovfonden inden 6. juli vil man få tilsagn om støtte umiddelbart efter, hvor lovændringen træder i kraft.

Med et højere støttebeløb håber Klimaskovfonden, at endnu flere lodsejere vil bruge muligheden for at rejse skov på deres ejendom.

- Det er den første mulighed for at få indkomstkompensation, som blev introduceret med Den Grønne Trepart, så det håber vi naturligvis, at lodsejerne vil tage rigtig godt imod. Nu kan man komme hurtigt i gang med at omlægge arealer til skov – og jo hurtigere jo bedre i forhold til klimaeffekten, siger Mikael Kirkebæk, der er chefkonsulent i Klimaskovfonden.

Mindre omkostninger for den enkelte

Niveauet for den nye indkomstkompensation vil følge statens fastsatte takster pr. hektar som et engangsbeløb. Kompensationen kommer udover tilskuddet til selve skovrejsningen, som stadig udregnes ved en auktionsmodel, hvor lodsejere selv sætter prisen for projektet i forhold til den CO2-effekt, skoven giver – dog maksimalt op til 65.000 kroner pr. hektar. De projekter med mest CO2 for pengene prioriteres indenfor ansøgningsrundens budget på 75 millioner kroner, lyder det fra Klimaskovfonden.

- Vi vil give økonomisk kompensation til jordejere på samme niveau som en kommende statslig støtteordning. Derudover får man finansieret selve skovrejsningen, og det betyder, at omkostningerne ved at plante træer på landbrugsareal bliver mindre for den enkelte landmand. Typisk mister man indtægt fra afgrøder, når man planter skov på en landbrugsmark, men det tab af indtægt kan Klimaskovfonden mindske allerede fra denne ansøgningsrunde, forklarer Mikael Kirkebæk.

Kun én ansøgning fremover

Samtidig ændrer Klimaskovfonden på andre vilkår, så lodsejerne får lettere ved at få ansøgningen afsted. Fremover skal der kun ansøges i en omgang. Det betyder, at alle oplysninger om projektet skal indgå i ansøgningen fra start. Dog behøver tilladelser fra myndigheder ikke være på plads, inden man søger. Ændringen betyder, at processen bliver nemmere, og at træerne kommer hurtigere fra skrivebord til jord, lyder det.

Støtte til skovrejsning

Klimaskovfonden har åbnet op for en ny ansøgningsrunde til skovrejsning. Man ansøger på fondens hjemmeside, hvor man også kan finde vejledning, informationer og en liste over skovkonsulenter, der kan hjælpe med projekt og ansøgning.

  • Ansøgningsrunden har frist 6. juli 2025
  • Puljen til skovrejsningprojekter er denne gang på 75 millioner kroner
  • Man kan søge støtte til private arealer over fem hektar og på arealer ejet af kirker og kommuner på over to hektar
  • Klimaskovfonden har allerede givet tilsagn om støtte til flere end 180 skovrejsnings- og lavbundsprojekter på i alt 1.800 hektar de seneste år