Skov og vand - hvad er tilskudsberettiget, og hvad er ikke?

Der er populære tilskudsordninger, og så er der de mere sjældne. Her er et lille kig på de forskellige tilskudsordninger til skov, beplantning og vandhuller.

Det er muligt at søge støtte til etablering af vandhuller over 600 kvadratmeter. Tilskuddet er 15.000 kroner pr. vandhul. Alternativt kan der søges om etablering af minivådområde. Her er projektet 100 procent støtteberettiget. Fotos: LandboSyd Der er mange muligheder for økonomisk støtte til skovrejsning eller andre naturforbedrende tiltag. En af ordningerne er »Skov med biodiversitetsformål«, hvor der kan søges tilskud til fremme af biodiversiteten.

Den mest populære tilskudsordning er privat skovrejsning, hvor der gives op til 32.000 kroner i tilskud pr. hektar – dertil beholder man hektarstøtten på arealet.

- Tilskuddet dækker for det meste alle udgifter til projektering, planter og plantning, fortæller skov- og naturvejleder Martin Snedker Hansen, LandboSyd.

Han anbefaler at lade en landboforening stå for projektering, udførelse og hjemsøgning af alle tilskud, også hektarstøtten, da det hele så er samlet ét sted, og der ikke opstår fejl ved overdragelser imellem forskellige aktører. 

- Det er en udbredt misforståelse, at der ikke kan rejses skov på arealer, der ligger i »skovrejsning uønsket« områder. Som udgangspunkt kan der ikke rejses skov, men er der ikke begrænsninger i form af råstof, §3-fredninger, fortidsminder eller lignende, der retfærdiggør udpegningen, er kommunerne for det meste åbne for at dispensere. Det skal i den forbindelse nævnes, at alle de dispensationer, LandboSyd søgte i ansøgningsrunden 2020, fik dispensation, og alle lodsejere fik tilsagn på tilskud, lyder det fra skov- og naturvejlederen.

»Plant for vildtet«

Nogle lodsejere planter skov uden tilskud. Det kan være arealet er for lille, eller de gerne vil slippe for fredskovspligten. Gør man det, kan man naturligvis få det, som man vil have det. Man skal blot være opmærksom på, at man ikke længere får hektarstøtte på arealet.

- Er man selv frisk på at plante, kan der i oktober og april søges tilskud til planter igennem ordningen »Plant for vildtet«, der yder tilskud til plantning af træer og buske i det åbne land til gavn for vildtet. Tilskuddet er 75 procent af planteprisen. Det kan være en god idé at tage en konsulent med på råd, der kan vejlede om det bedste plantevalg samt eventuelt efterfølgende renholdelse. Det er vigtigt omkring plantevalget at tage udgangspunkt i forhold som jordbund, topografi, skyggeforhold og vandtilgængelighed, siger Martin Snedker Hansen.

Fremme af biodiversitet

Under ordningen »Skov med biodiversitetsformål« kan der søges forskellige tilskud til fremme af biodiversitet. Det er hovedsageligt fredning af enkelttræer eller urørt skov, der søges til. Der må stadig drives jagt i skovene, men drift skal delvist eller helt ophøre – afhængigt af tilskudsordningen.

- Der er mange muligheder, men også flere faldgruber, så overvejer man skovrejsning, eller andre naturforbedrende tiltag, er det altid en god idé at vende muligheder og økonomi med en konsulent eller rådgiver.

Fælles fodslag

Der kommer løbede nye tilskudsordninger og nye vejledninger inden for naturforbedrende tiltag, mens andre forsvinder i glemslen. Tilskud til kollektive læhegn er et eksempel på en tilskudsordning, der kørte i mange år, men som ikke eksisterer længere. I stedet opstår der alternativer, eksempelvis »Fælles Plantning«, som LandboSyd gennemfører i foråret 2021, hvor der plantes uden tilskud. Herved slipper lodsejer for alle de krav, der var i de kollektive læhegn omkring arrondering, størrelse, plantevalg, renhold og lignende. LandboSyd forventer, at »Fælles Plantning« gentages i de sønderjyske kommuner til foråret 2022.

Vandhuller og vådområder

Det har i mange år været muligt at søge tilskud til vandhuller og vådområder på over 600 kvadratmeter. Der kan søges til nye vandhuller og ikke til udvidelse eller oprensning af eksisterende.

- Inden der kan søges, skal der ligge en landzonetilladelse fra kommunen. Den kan man selv give sig i kast med at søge, eller man kan bede en konsulent om hjælp, påpeger Martin Snedker Hansen og understreger, at man typisk kan få lavet en samlet pakke indeholdende ansøgning til landzonetilladelse, ansøgning om tilskud og endeligt etablering af vandhullet.

Tilskuddet er i skrivende stund på 15.000 kroner pr. vandhul. Alternativt kan man, hvis oplandet er til det, etablere et minivådområde, som er 100 procent støtteberettiget.

Læs også