Letvægts skovmaskine snor sig gennem skoven

Agrotek har med deres Valtra-traktorer været i skoven i mange år. Nu er de trådt et skridt længere ind med deres seneste forhandling af de svenske Malwa-skovmaskiner.

- Med en Malwa-maskiner får man en maskine, som kun vejer omkring seks tons, hvor andre måske vejer tre gange så meget. Det betyder, at vi oplever, at Malwa-maskinen med bælter flere steder kan køre hele året rundt, forklarer Ole Grøn. Foto: Tenna Bang Agrotek er blevet forhandler af de svenske skovmaskiner fra Malwa. Foto: Erik Hansen Agroteks forhandlerområde af skovmaskinerne dækker alt nord for Silkeborg-Herning motorvejen. Lige nu er der, foruden maskinen i Arden, også to i Vendsyssel. Foto: Erik Hansen

AgroTek føler, at de sidder stærkt på skovmarkedet med deres Valtra-traktorer. Nu er de gået endnu længere ind i skoven med forhandlingen af Malwa-skovmaskiner. En forhandling, som er kommet i stand gennem et flerårigt Valtra-samarbejde med maskinforhandleren J. Dyhr på Fyn, som er importør af de svenske skovmaskiner.

- Inden vi blev forhandler af Malwa i sommers, havde vi faktisk gået og tænkt, at vi godt kunne tænke os noget mere indenfor skov. Samtidig var der et par kunder, som spurgte lidt ind til det. Og oven i det kom vi i snak med J. Dyhr om muligheden.

- Før var de både importør og eneforhandler, og at vi blev forhandler, ville blandt andet kunne bringe servicen i denne del af landet tættere på kunden, forklarer Ole Grøn, som er sælger og medejer af Agrotek.

Letvægtsmaskine

For Agrotek, som har afdelinger i Hobro og Brønderslev, er skovmaskinerne en lille niche, hvor de, som markedet ser ud nu, forventer at sælge omkring en maskine om året.

I år er dette lykkedes, med en Malwa 560C Kombi, som for to måneder siden blev leveret ved Brøndbjerg Skovservice i Arden i Himmerland. Her havde kunden fået øjnene op for maskinens helt klare fordel, at det er en letvægtsmaskine, som snildt kommer omkring i skoven uden at efterlade skoven fuldstændig opkørt.

- Der er et stort fokus på lavt jordtryk, også i skoven. Flere skovarealer er lavbundede, og nogle skoventreprenører har måske allerede nu svært ved at kunne færdes i skoven. Med en Malwa-maskine får man en maskine, som kun vejer omkring seks tons, hvor andre måske vejer tre gange så meget. Det betyder, at vi oplever, at Malwa-maskinen med bælter flere steder kan køre hele året rundt, forklarer Ole Grøn.

Tre modeller

Malwa kører med tre modeller, hvoraf Malwa 560C Kombi-maskinen både saver træet over, skærer det op i passende længde og kører det ud af skoven. Alt i en maskine.

- Kombi betyder, at der er en processor og en udkører. Altså den saver træerne over og afmonterer bagefter processoren og sætter et lad på, så den kan kører træet ud af skoven igen. Det gør, at man kun behøver ind med én maskine, og at den samme maskine kan klare hele opgaven, siger Ole Grøn, som især ser skovmaskinen fordelagtig til første og anden udtynding af både løv- og nåletræer.

- Den snor sig og tager kun de træer, der er nødvendige, siger Ole Grøn og forklarer, at alle tre modeller ikke er større, end at de kan bugseres af en traktor med en mindre blokvogn.

Maskinerne er kvægstyret, trækker på alle tre aksler og kan skære stammer på op til 35 centimeter.

- Det er ideelt i forhold til gavntræ, fordi den er så skånsom, siger Ole Grøn. Og netop det gør, at en lasteevne på 5,5 tons er ok i forhold til det, man får ud af maskinen.

- Man er for eksempel ikke nødt til at rydde et helt stykke for bare at komme til. Maskinen tager kun de træer, der er nødvendige, og efterlader skoven uden store trykskader, forklarer han.

Produceres efter kundens ønske

Agroteks forhandlerområde af skovmaskinerne dækker alt nord for Silkeborg-Herning motorvejen. Lige nu er der, foruden maskinen i Arden, også to i Vendsyssel.

- Det betyder noget for kunderne, at servicen er tæt på. Vi har to servicefolk, som er dedikeret til Malwa, og samtidig kommer der en mand fra Sverige i to dage, når en ny maskine skal sættes i gang, siger Ole Grøn.

- Det er virkelig nogle fine maskiner. De henvender sig måske mest til nicheproducenter, som, selvom maskinen ikke er så stor, får noget, der er professionelt bygget, forklarer Ole Grøn.

Priserne ligger på 2,0 til 2,5 millioner, og hver enkelt maskine bliver specialproduceret efter kundens ønsker.

Læs også