En fjerdedel af solcelle-strømmen kommer fra fem jyske kommuner
Mange solcelleparker er placeret på landbrugsjord, og udviklingen tager fart.

Arkivfoto
Aabenraa, Vejle, Viborg, Ringkøbing og Holstebro stod for hele 27 procent af Danmarks samlede elproduktion fra solceller det seneste år. Det viser nye tal fra Energinet ifølge nyhedsbureauet Ritzau.
- Nogle af de geografisk store kommuner har størst produktion. De har de arealmæssige muligheder for installation af store solcelleparker, siger chefkonsulent David Hartz fra Energinet ifølge AgriWatch til Ritzau.
Solcelleparker ligger ofte på tidligere landbrugsjord, og det kan skabe debat om arealanvendelse. Men potentialet for landbruget som medejer eller udlejer af jord til grøn strøm er betydeligt.
Udviklingen ser ud til at fortsætte: Energinet forventer, at maj 2025 bliver den måned med mest solenergi nogensinde. Prognosen lyder på 657 gigawatt-timer, en stigning fra rekorden i juni 2023.
Solceller leverede i 2024 mere end ni procent af Danmarks el – op fra seks procent i 2022.