Stor solcellepark på vej i Sydsjælland

Nyt projekt skal sætte strøm under den grønne omstilling i Vordingborg Kommune.

SOLCELLER Ved Kong Mose uden for Vordingborg skal 159 hektar landbrugsjord tages ud af drift, og i stedet skal der placeres et solcelleanlæg, der kan levere strøm til 42.000 husstande.

Det er tanken bag et pilotprojekt, som Vordingborg Kommune samen med energiselskabet Better Energy har undervejs, oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Solcelleparken skal ligge på kulstofholdige lavbundsjorde, der ikke længere skal bruges til landbrug, og dermed kommer projektet efter planen til at gavne den grønne omstilling.

- Solcelleanlæg er et vigtigt element i den lokale omstilling til vedvarende energi, og placeringen på lavbundsarealer har indgået i kommunens prioritering af arealet til solceller, siger Mikael Smed (S), borgmester i Vordingborg Kommune.

Dobbelt effekt på CO2-reduktioner

Lokalplanen for området er allerede vedtaget, og tiltaget er et eksempel på den omstilling, der ifølge Rasmus Lildholdt Kjær, administrerende direktør for Better Energy, er nødvendig i fremtiden.

- Hvis vi skal have en rimelig chance for at nå vores klimamål i Danmark, skal vi øge udvidelsen af solenergikapacitet på land. Vi kan opnå en positiv dobbelt effekt på CO2-reduktioner, når vi placerer solcelleanlæg på kulstofrige lavbundsjorde, som derefter kan fjernes fra landbrugsproduktionen og genoprettes som vådområder, siger han i meddelelsen.

- Det nye solcelleanlæg skal bygges på lavtliggende terræn, der er blevet kunstigt drænet. I fremtiden skal jorden så gendannes til det oprindelige vådområde. Det kræver en lang række nye tekniske funktioner, men det er vigtigt at demonstrere, at det er muligt.

- Forhåbentlig vil vores oplevelser bane vejen for, at mange andre solparker bygges på restaurerede vådområder, tilføjer Rasmus Lildholdt Kjær og oplyser, at solcelleparken forventes at være klar til at levere strøm i 2022.

hka

Læs også