Der skal mere fokus på, hvad der finder sted af overløb – ikke kun i Danmark, men i hele EU. Det mener Venstres parlamentsmedlem Asger Christensen. Han påpeger, at for borgerne er det vigtigt at vide, hvorvidt og hvornår danske myndigheder udleder urenset spildevand - enten planlagt eller i uheldige situationer, hvor regnskyl er skyld i udløb af spildevand. Men formålet med oplysningerne udvandes, hvis Danmark ikke er klar over, hvorvidt og hvornår vores nabolande udleder urenset spildevand i havet tæt på danske kyster. 

Tilbage i januar spurgte Asger Christensen EU’s miljøkommissær Virginijus Sinkevičius, om der findes opgørelser både nationalt og på EU-plan omkring spildevandsoverløb.

- Og nej, det har man overhovedet ikke styr på nogle steder, siger han, og fortæller, at han finder det bemærkelsværdigt. 

Især fordi at man på EU-plan lige nu taler rigtig meget om en ny biodiversitetsstrategi.

- Det ville da være meget rimeligt, at vi som samfund har styr på, hvad der bliver ledt ud af lort, for at sige det som det er.

- Det her spildevand er jo med til sænke den biologiske værdi i vandmiljøet, siger Asger Christensen.

Ingen indberetter

Som det er i dag, så er det frivilligt, om medlemslandende indberetter spildevandsoverløb til EU-systemet.

- Men det er der stort set ingen, der gør. Danmark gør det slet ikke, siger Asger Christensen, der kalder det helt urimeligt, at der ikke er bedre styr på området.

- Vi skal simpelthen, også på europæisk plan, have et bedre overblik over det her område, siger han.