Udledning af københavnsk spildevand udskudt et døgn
Søndag skulle udledningen af 290.000 kubikmeter spildevand, der kun er mekanisk renset, i Øresund påbegyndes. Nu er planen i 11. time udskudt et døgn. Københavnsk borgmester kendte slet ikke til tilladelsen, før medier tog sagen op, skriver hun på Facebook.

Ved havnen i Skovshoved skulle der fra søndag påbegyndes en større udledning af forurenet spildevand. Foto: Lasse Ege Pedersen
Udledningen af forurenende spildevand til Øresund fra Skovshoved Havn og Svanemøllen Havn er udskudt 24 timer. Det oplyser HOFOR, der står for udledningen ved Svanemøllen Havn til Ritzau. Det skriver blandt andet TV2 Lorry.
Udsættelsen fra de to udledninger, som Københavns Kommune og Gentofte Kommune har givet tilladelse til, har hen over weekenden været anledning til massiv kritik fra flere sider. Der er givet tilladelse til udledning på i alt 290.000 kubikmeter spildevand, som kun er renset mekanisk. Det vil sige vandet er fyldt med næringsstoffer og miljøfremmede stoffer.
Miljøminister Lea Wermelin (S) har blandt andet opfordret kommunerne til at undersøge om der ikke er alternativer, men da det er en kommunal afgørelse, har hun ikke mulighed for at gribe ind, har ministeren oplyst til Ritzau.
Den melding kom blandt andet efter, at DN-præsident Maria Reumert Gjerding på Facebook kaldte udledningen for helt uacceptabel, og krævede miljøministeren på banen.
Borgmester kendte ikke til udledning
Københavns miljø- og teknikborgmester Ninna Hedegager Olsen (EL) har ligeledes på Facebook krævet en redegørelse for, hvordan selskaberne bag udledningerne, har kunne få tilladelserne til udledningerne.
- Jeg hørte første gang om sagen, da medierne tog den op. Selvfølgelig burde jeg og Teknik- og Miljøudvalget have været orienteret om en sag som denne. Det har jeg bedt om, at vi bliver hurtigst muligt. Orienteringen skal samtidig kaste lys over, om de potentielle skadevirkninger på miljøet og biodiversiteten.
- Orienteringen skal også belyse, om Teknik- og Miljøudvalget havde haft nogen mulighed for at træffe en anden afgørelse, hvis sagen var blevet forelagt politisk, og om afgørelsen står til at ændre, hvis kritikerne har ret i deres vurderinger af de potentielle skadevirkninger for havmiljøet og biodiversiteten, skriver Ninna Hedegager Olsen.
Ingen alternativer
Til Effektivt Landbrug forklarede Novafos, der står for udledningen ved Skovshoved Havn onsdag i denne uge, at der ingen alternativer er til udledningen, som finder sted, da den transportledning, som man normalt bruger til at sende spildevandet fra det nordlige København og en del af Gentofte til et rensningsanlæg på Amager, skal lukkes. Det skal den, da der skal foretages en forundersøgelse over ledningen i kvarteret Nordhavn, som ledningen passerer forbi på sin vej til Amager.
Ledningen, som det drejer sig om, er én meter i diameter, og i en tørvejrsituation løber der 600 liter vand igennem i sekundet.
- Der er nogle, der spørger os, hvorfor kører vi det ikke væk med tankvogne. Det har vi lavet et regnestykke på. Det ville kræve 1.000 tankvogne af den største kaliber, som man overhovedet har i Danmark. Det er ikke hensigtsmæssigt. Det, vi gør nu, er det bedste af flere onder, sagde Carsten Nystrup, direktør i Novafos.
Københavns miljø- og teknikborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) skriver på Facebook, at hun ikke var orienteret om udledningen af 290.000 kubikmenter spildevand i Øresund: