ROEFRØ Få dage før landets sukkerroedyrkerne skulle i gang med at så, var MariboHilleshög klar med Gaucho-bejdsede frø til de danske roemarker.

- Vi kan godt tillade os at sige, at vi og vores ejer, DLF, sammen med Nordic Sugar har arbejdet hårdt for at få dispensationen igennem, lyder det fra Ole Lauridsen, salgschef hos MariboHilleshög, der fortsætter:

- Det tog lang tid, men heldigvis kunne vi agere hurtigt, da dispensationen kom, så vores dyrkere fik sået med Gaucho-bejdsede Maribo-sorter. Alt andet ville også være uden mening, da bejdsningen netop er til gavn for miljøet. Den erstatter jo op til fire efterfølgende behandlinger i marken.

Har haft et godt frøsalg

I 2020 har dyrkerne også kunnet bestille frø direkte hos firmaerne i stedet for at gøre det på sukkerfabrikkerne. Og op til sæsonen har de så kunne hente frøpakkerne på MariboHilleshög i Holeby på Lolland og suppleringsfrø på flere udleveringssteder på Lolland-Falster og Sjælland.

- Det har fungeret upåklageligt, og dyrkerne har været gode til at holde en passende »corona-afstand« ved afhentningen, bemærker Ole Lauridsen, som er meget tilfreds med salget af de lokale roesorter fra Holeby i år.

Et krævende såbed

Fra markerne kan Ole Lauridsen ellers berette om besvær med at etablere et godt såbed. Efter vinterens megen nedbør og ingen frost til at løsne jorden var jorden meget hård i overfladen og våd nedenunder.

- Alligevel blev der lavet et fornuftigt såbed mange steder, men det krævede lidt mere kørsel med harven og tromlen end i et normalt år, siger Ole Lauridsen.

Han noterede sig ved påsketid, at roesåningen, der begyndte den 20. marts, stort set var overstået, så det kan blive en fin, lang vækstsæson med gode udbytter til følge.

jhal