KWS har lidt mere i pakken
Det nye tiltag fra KWS Scandinavia A/S, KWS Beet Seed Service, er et lille bidrag i det store spil.

Landmand og roedyrker Søren Hansen – i samtale med Julie Torp-Thomsen fra KWS – er blevet tilknyttet KWS’ Beet Seed Service.
- KWS er som bekendt verdens største producent af sukkeroefrø, og det er selvfølgelig et erklæret mål at skabe tilfredse kunder, oplyser Elo West Larsen fra KWS Scandinavia A/S.
- Frøene skal være tip-top, god fremspiring, robust vækst og høje sukkerudbytter. Intet mindre, men dog lidt mere. Lidt mere, fordi vi gerne vil bidrage med mere end godt frø.
KWS’ Beet Seed Service er et eksempel på noget sådant »lidt mere«. Som KWS skriver i firmaets seneste brochure: »Mere i pakken end roefrø«.
Beet Seed Service løb af stablen i Danmark første gang i denne vækstsæson med tilbud om markbesøg og frø til halv pris i tilfælde af omsåning – uanset årsagen til omsåning.
Registrering af frøpakker
Ordningen er i princippet gratis. Det kræver nemlig blot, at man registrerer sine frøpakker på markniveau straks efter såning. Det kan gøres ved at benytte den nyudviklede KWS SkanApp eller ved at indtaste frøpakkenumre på KWS Beet Clubs hjemmeside.
I begge tilfælde skal pakkerne fordeles på markniveau via KWS Beet Club. Her kræver det blandt andet, at man indtaster i EU journalnummer fra 2018. Så kan systemet selv finde markerne fra slutbetalingen.
- Der arbejdes i øjeblikket på at automatisere indlægningen via smarttelefonens stedsbestemmelse, men denne version bliver først klar til næste dyrkningssæson, oplyser Elo West Larsen, der erkender, at det kan diskuteres, om ordningen er gratis.
Sjældent med omsåning
- Det er dog i hvert fald rigtigt, at den ikke koster ekstra. Men man betaler jo med sin »registrering af roefrø på markniveau«. Det har selvfølgelig en værdi for os som frøfirma, forklarer Elo West Larsen.
I Danmark er der i år registreret flere tusinde frøpakker og har kun ganske få haft behov for ekstra frø til halv pris. Heldigvis for det, da det mest skal betragtes som en »ulykke« at have brug for omsåning.
- Omsåning af roer er normalt ikke særlig normalt. Vi taler vel højest om omkring én-to procent af arealet, men for den, det går ud over, er det skidt, og med et vigende dækningsbidrag i roedyrkning er det rimeligt, vi giver et lille bidrag. Vi behøver ikke tjene på andres ulykke, lyder det fra Elo West Larsen.
- Når KWS i år tilbyder den såkaldte Beet Seed Service, hvorfor så ikke gå med på det? Det koster ikke noget direkte, så der er ikke noget forgjort i at »tegne den forsikring«, som firmaet tilbyder.
Ordene kommer fra landmand og roedyrker Søren Hansen, som gennem de senere år mest har sået frø fra KWS, hvilket er gået ganske godt.
- Skulle der opstå et eller andet i løbet af vækstsæsonens første uger, som kunne resultere i omsåning, har man forsikringen, påpeger han og tilføjer:
- Og de to markbesøg, som firmaet tilbyder, kan også være nyttige. Jeg ved ikke, om jeg får brug for det, men igen, så er der ikke noget at miste.