Roedyrkere kan følge afgrødeudviklingen
Sukkerroedyrkere har mulighed for at følge afgrødeudviklingen via satellitbilleder, og sammenligne egne marker med andre roemarker.

Nordic Sugar er også interesseret i, hvornår de enkelte marker er tilsået, samt hvilke sorter, der er sået hvor. Arkivfoto
Man har nu mulighed for at indtegne oplysningerne om sine roemarker i 2019 på www.sukkerroer.nu. Her er det vigtigt at give så mange oplysninger om hver mark som muligt. Oplysningerne er nemlig grundlaget for udbyttestatistikker og transportlogistik.
Nordic Sugar er også interesseret i, hvornår de enkelte marker er tilsået, samt hvilke sorter, der er sået hvor. På den måde kan Nordic Sugar bedre målrette rådgivningen.
Med de indtastede oplysninger om roemarkerne, vil det være muligt at lave forskellige sammenligninger på tværs af sorter, sådatoer, udbytteniveauer og geografiske områder. Det vil være muligt at give rådgivning og varslinger for marker i bestemte områder, hvis det er nødvendigt.
Mange nye muligheder
Som noget nyt vil man som roedyrker også kunne anvende Nordic Sugars nye benchmark værktøj, hvor roemarkernes vegetationsindeks via satellitbilleder kan følges gennem vækstsæsonen.
Satellitten flyver over Danmark én-tre gange om ugen, og afhængig af skydækket vil man dermed kunne følge roernes vækst. Det vil på billederne være muligt at se om, der er områder i en roemark, hvor roerne eventuelt er bagud i tilvækst frem for resten af marken.
Benchmark-værktøjet gør det også muligt at sammenligne sig selv med naboerne i en radius på ti kilometer, hvor man kan se den gennemsnitlige tilvækst for alle roemarker. Det er endda muligt at få det mere specifikt, for roedyrkerne kan sammenligne sig med alle roemarker med samme sort eller samme sådato, som deres egne roemarker.
Slutteligt kan det oplyses, at agricenteret holder åbent kontor syv steder i dyrkningsområdet (se faktaboksen), så man har mulighed for komme forbi til en snak eller til at få indtegnet sine roemarker.
25. april kl. 9-12 på Nakskov Sukkerfabrik
25. april kl. 13-15 på Sofiehøj i Holeby
30. april kl. 9-11 på Stege Sukkerfabrik
30. april kl. 13-15 hos Østdansk Landboforening
2. maj kl. 9-11 i Flakkebjerg (forsøgscenter)
2. maj kl. 12.30-14.30 på Gørlev Sukkerfabrik
På vejerboden i Nykøbing Falster er det muligt at komme forbi alle ugens hverdage.