Udbyttet i roemarkerne er afhængig af vækstperiodens længde. Jo tidligere roerne kommer i gang, jo længere kan vækstperioden blive – med mulighed for stor tilvækst og højt udbytte. 

Derfor er det vigtigt at prioritere tidlig såning af roerne højt. Såtidsforsøg viser faldende udbytter ved udsættelse af såningen med cirka 0,5 procent pr. dag fra sidst i marts og med stigende udbyttetab jo senere, der sås i løbet af april.

Jorden skal dog være tjenlig, også i dybden, så der ved kørsel på jorden ikke dannes et fast komprimeret jordlag, som roerne vil have vanskeligt ved at trænge igennem. Et tjek med en spade på forhånd giver et godt indtryk af, om jorden er tør nok til at skabe et god såbed uden komprimering.

Med hensyn til stokløbning er det ikke nattefrost efter såning, som påvirker roefrøene, men mange kølige dage med temperaturer omkring 5 til 7 grader øger risikoen for stokløbning. 

Vær opmærksom på, at i sortslisten for 2019 er angivet, at der med sorterne Klimt, Daphna, Joker og Sigurd er størst risiko for stokløbning. Dog falder risikoen for stokløbning væsentligt ved såning efter 15.- 20. marts.

Såbed og sådybde

Ved opharvning bør der køres med bred dækmontering, lavt dæktryk og med færrest mulige overkørsler. En passende pakning af såbedet i dybden er en fordel, da det giver en mere stabil og præcis dybdegang af såmaskinen, og samtidig er det med til at sikre god tilgang af fugtighed til roefrøet, så der efterfølgende opnås en god og ensartet fremspiring. 

Det er altid vigtigt, at roefrøet placeres i fugtig jord, og at det kan spire uden efterfølgende regn. Endvidere bør roefrøet dækkes med minimum to centimeter jord for at undgå udtørring ned til frøet samt at undgå, at roefrøet ædes af mus og fugle. 

Dybere end tre centimeter vil give en langsommere fremspiring og med større risiko for manglende planter.

Tilstræb omkring 80.000 planter pr. hektar, som skal være ensartet fordelt uden lange spring. Med et optimalt såbed og med udsigt til gode fremspiringsbetingelser, kan frøafstanden være på godt 22 centimeter og mindre under dårligere betingelser.

Placering af gødning

Placering af gødning giver den bedste og sikreste effekt specielt under tørre forhold. Det er vigtigt at kontrollere gødningstænder til placering af gødning, så disse ikke placerer gødningen tættere end fem til seks centimeter fra roerækken. 

Gødningen skal placeres i en dybde, der er cirka fem centimeter under roefrøets sådybde. Under såarbejdet bør gødningstændernes placering kontrolleres jævnligt, da gødningstænderne kan blive forskubbet ved påkørsel af sten eller andet. 

Hvis gødningen placeres for tæt på frøet, giver dette langsom eller slet ingen fremspiring.

Fakta
Regelmæssige tjek og justeringer ved såning 
Såskær er skarpe (inden såning)
Frøafstand i marken (20-23 centimeter) afhængigt af såbedets beskaffenhed
Sådybde og dækning af roefrøet (2-2,5 centimeter)
Frøet har god kontakt til fugtig jord
Udsåning i alle rækker (at alle såaggregater giver frø) og forbruget af frø er ens for alle rækker
Gødningstænder og gødningstildeling
Justér løbende indstillinger hvis forholdende ændres
Planter