SUKKERROER I skrivende stund køres de sidste sukkerroer til sukkerfabrikken i Nykøbing Falster, og det vil blive afslutningen på kampagnen 2019/2020, som på mange områder har været en god kampagne.

- Selv om vi har haft et af de vådeste efterår nogensinde, er både optagning og levering gået fint og uden nævneværdige problemer, meddeler chefkonsulent ved Nordic Sugar, Bo JM Secher, og fortsætter:

- På trods af en meget lav sukkerprocent i roerne, bliver slutresultatet alligevel et udbytte, som er seks procent over de seneste fem års gennemsnit, hvilket er det næsthøjeste udbytte nogensinde.

Over 72.000 roelæs

Kampagnen begyndte den 1. oktober på begge fabrikker – i henholdsvis Nakskov og Nykøbing Falster.

- I Nykøbing gennemførte man først en vellykket økologisk kampagne, før produktionen overgik til konventionelt dyrkede sukkerroer, fortæller Bo JM Secher, som videre oplyser, at fabrikken i Nakskov stoppede produktionen i uge 3, mens Nykøbing Falster fortsatte lidt længere.

- Vi har desværre efterfølgende måtte sige nej til en del henvendelser, hvor dyrkere har efterspurgt yderligere arealer.

Bo JM Secher

I alt er der i kampagnen modtaget mere end 72.000 roelæs fordelt på de to fabrikker. Transporten foregik primært med lastbiler, hvor det er Nordic Sugar, som står for læsning og kørsel.

En mindre del transporteres af dyrkerne selv. Enten med traktor og vogn eller med lastbiler, hvor det er over længere afstande.

Nej til yderligere arealer

Kontrakttegningen til den kommende sæson blev gennemført i to omgange. Første gang i løbet af sommeren, hvor det ønskede areal knap blev nået, og efterfølgende i en periode i løbet af efteråret, hvor fabrikken fortsatte kontrakttegning.

- Vi oplevede heldigvis god opbakning og interesse efter en lidt sløv indledende fase, så vi kunne den 15. november melde alt udsolgt til 2020, fortæller Bo JM Secher.

- Vi har, tilføjer han, desværre efterfølgende måtte sige nej til en del henvendelser, hvor dyrkere har efterspurgt yderligere arealer.

Bo JM Secher forventer også, at de høje udbytter og den forholdsvis nemme kampagne i 2019/2020 vil øge interessen for sukkerroer.

Han oplyser i den forbindelse, at der vil blive mulighed for at høre mere om roedyrkning på det store vinterinformationsmøde i Sakskøbing Sportscenter tirsdag den 4. februar klokken 9.30.

Planter