Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Efter næsten tre årtiers strid mellem Danmark og EU om grænseværdier for tilsætning af nitrit til kødprodukter, accepterer EU-Kommissionen de danske særregler på området.

Det oplyser DTU Fødevareinstituttet, der peger på, at der ligger solid forsknings- og rådgivningsindsats bag.

I 1960’erne blev eksperter fra DTU Fødevareinstituttet (det tidligere Statens Levnedsmiddelinstitut) bekymrede for at tilsætte nitrit i kødprodukter, fordi forskning på området pegede i retning af, at det kunne øge risikoen for kræft.

Derfor indførte Danmark i 1973 en positivliste for tilsætningsstoffer, som blandt andet begrænsede mængden af nitrit, der måtte tilsættes kødprodukter (E249 og E250). Men med basis i instituttets faglige rådgivning blev grænseværdierne herefter gradvist sænket i løbet af 1980’erne, skriver DTU Fødevareinstituttet på sin hjemmeside.

Anlagde sag

I 1995, da reglerne for anvendelse af tilsætningsstoffer blev EU-harmoniseret, besluttede Danmark at fastholde de danske grænseværdier. Det kunne imidlertid ikke forsvares sundhedsmæssigt, vurderede Kommissionen i 1999, og dermed udgjorde de danske regler en ulovlig, teknisk handelshindring.

Danmark påberåbte sig imidlertid den såkaldte miljøgaranti og anlagde sag mod Kommissionen ved EF-Domstolen (nu EU-domstolen) for at kunne beholde de nationale regler, skriver DTU Fødevareinstituttet.

Miljøgarantien tillader medlemsstaterne at beholde eller implementere nationale regler på visse områder trods EU-regler om harmonisering.

Om nitrit

  • Nitrit tilsættes ofte bacon, skinker, hamburgerryg og forskelligt kødpålæg af hensyn til farven og for at hæmme væksten af bakterien Clostridium botulinum, som kan give pølseforgiftning
  • Nitrit reagerer med visse aminer, der i forvejen findes i kødet, hvilket kan resultere i dannelsen af kræftfremkaldende N-nitrosaminer
  • Økologiske kødprodukter, der er produceret i Danmark, må ikke tilsættes nitrit


Kilde: DTU Fødevareinstituttet

Sundhed