Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Har du smågrise, vil det være en god idé at lytte til anden del af podcast-serien om intern smittebeskyttelse. Vi er nemlig kommet til smågrisestalden.

Sådan lyder det fra Seges Innovation i en meddelelse på svineproduktion.dk, der efter et afsnit der handlede om at hæve den interne smittebeskyttelse i farestalden, nu introducerer en podcast med fokus på PRRS og smittebeskyttelse i smågrisestalden.

Det er dyrlæge Thomas Kjeldsen Kusk, fra SvineVet, der i podcasten fortæller, hvordan du sikrer dig mod, at de ældre grise smitter de yngre grise med PRRS. Det gøres blandt andet ved at undgå at PRRS-smitte spreder sig mellem sektionerne.

- Der en tommelfingerregel for smågrisestalden, som hedder, at når der kontinuerligt bliver flyttet grise ind, så vil man altid kunne finde PRRS-smittede grise, forklarer han.

Buffer- og sygestald

Dyrlægen anbefaler derfor, at buffer- og sygesti lukkes ned, for hvis der i klimastalden er en bufferstald, hvor de sidste grise skal nå 30 kg og dermed være i stalden en uge mere, er det vigtigt, at den bliver lukket ned. Når det gælder sygestier, må de godt være inde i de forskellige sektioner. Det er vigtigt, at der ikke er en sygesektion eller en sygestald, hvor grisene flyttes ind og ud.

- Man må ikke have denne slags bufferstier, fordi det kan holde liv i PRRS-smitten. Vi fravænner jo negative grise, så vi ved, at de kommer negative ud af farestalden. Men hvis vi bliver ved med at flytte grise, der ikke er smittet med PRRS, ind i enten en sygeafdeling eller en bufferstald, bliver vi ved med at holde PRRS-smitten kørende, forklarer Thomas Kusk Kjeldsen.

De gyldne regler

Der er nogle specifikke regler, som skal overholdes, når man ønsker at øge den interne smittebeskyttelse i smågrisestalden i forbindelse med PRRS-saneringen.

Sektionering

  • Lav holddrift, så alle grise fra ugeholdet fravænnes ind i samme sektion
  • Der skal være rent fodtøj og rene redskaber til hver sektion
  • Indsæt grisene kuldvis, så grise fra et smittet kuld ikke spreder PRRS-virus til mange stier

Pasning af smågrise

  • Tag rent tøj på, når du går ind i stalden. Start med tilsyn og behandling i sektionen med de yngste grise
  • Når der er flyttet grise på gangene, så skal gangene straks vaskes og desinficeres
  • Alle grise i smågrisesektionen skal med i slagtegrisestalden ved udtagning
  • Skift kanyle mellem hver sti. Blod på kanylen spreder smitte
  • Syge grise bør samles i en sygesti, som er i sektionen

Kilde: svineproduktion.dk

Grise