Snart er det slut med årtiers overvågning af salmonella
I tre årtier er der blevet taget stiprøver for salmonella, og der har været oplysningspligt for salmonella ved handel med grise. Til årsskiftet er det slut.

I tre årtier har der været overvågning af salmonella i danske svinebesætninger. Til årsskiftet er det slut. Herefter sker overvågningen udelukkende på slagterierne. Foto: Camilla Bønløkke
Den overvågning af salmonella i alle svinebesætninger, der har været en realitet de seneste tre årtier, ophører til årsskiftet. Det oplyser Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris (L&F) på svineproduktion.dk.
Belutningen er truffet efter, at det gennem en årrække er konstateret, at forekomsten af salmonella i de danske svinebesætninger ligger på et stabilt lavt niveau. Samtidigt har antallet af smittede personer med salmonelle fra svin ligget stabilt lavt, og det samme gælder forekomsten af salmonella i fersk svinekød, der i flere år har ligget stabilt på omkring 1 procent.
Det er på den baggrund, at der ifølge L&F igennem længere tid har været drøftet, om overvågningen af salmonella er proportional med forekomsten i fersk kød og hos forbrugerne.
- Disse overvejelser har nu resulteret i en beslutning om at ophøre med at overvåge for salmonella i grisebesætningerne efter den nuværende model, meddeler Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris på svineproduktion.dk, hvor det også fremgår, at overvågningen herefter udelukkende vil komme til at foregå på slagterierne.
Farvel til oplysningspligt
Rent formelt ophører overvågningen i besætningerne som følge af en revideret bekendtgørelse, som Fødevarestyrelsen sendte i høring den 1. oktober.
I og med at overvågningen af salmonella i besætningerne forventes at ophøre til årsskiftet, forsvinder dermed også meget af det, som man som svineproducent efterhånden har været vant til i mange år. Nemlig blandt andet udtagning af stibundsprøver og beregning af salmonella-indeks. Dermed bortfalder også inddelingen af besætningerne i salmonella-niveau, ligesom den bod bortfalder, der tidligere har været pålagt besætninger i niveau 2 eller 3.
Endelig betyder det også, at den oplysningspligt, der hidtil har været omkring salmonellaniveau ved handel med grise, bortfalder.
Kun test på slagterier
Fremadrettet vil der altså udelukkende blive foretaget systematisk prøvetagning for salmonella på slagterierne.
- For at bibeholde en viden om forekomsten i besætningerne, etableres en overvågning med udtagning af mindst 540 blindtarmsprøver årligt, oplyser svineproduktion.dk, hvor det fremgår, at prøverne vil blive udtaget på slagterierne.
- Prøverne vil give et billede af forekomsten på landsplan, lyder det.
Når man kan sige det så skråsikkert, skyldes det, at der også i de seneste år er taget blindtarmsprøver, som man har kunnet sammenholde med forekomsten i besætningerne.
Stadig et vågent øje
- Der er derfor allerede etableret baseline før ophør af besætningsovervågningen. Og resultaterne fra den fremtidige overvågning på blindtarmsprøver vil derfor kunne vurderes op mod denne baseline, meddeler L&F Gris.
Over det næste års tid, vil der blive holdt øje med, om der sker øgede fund af salmonella på slagterierne. Hvis dette sker, og hvis der også ses en stigning i antallet af mennesker, der får en salmonella-infektion, vil det blive vurderet, om og i givet fald hvordan der skal gribes ind, fremgår det af svineproduktion.dk.