122.361 døde søer afslører: Gærprodukt reducerer sodødeligheden
Et datamateriale på over 100.000 søer viser en dødelighed der er cirka 4 procent lavere, hvis søerne får gærproduktet Levucell SB.

Stort datamateriale viser lavere dødelighed, når søer får Levucell SB, meddeler Lallemand Nordic. Arkivfoto: Anne Wolfenberg
Et datamateriale på mere end 100.000 søer i danske besætninger viser, at der er en dødelighed på 12,3 procent, hvis man bruger det særlige gærprodukt Levucell SB til sine søer, mens dødeligheden er 16,2 procent, hvis man ikke bruger Levucell SB til sine søer.
- Besætninger, som bruger Levucell SB til de drægtige og diegivende søer, har en generel lavere dødelighed end de besætninger, der ikke bruger Levucell SB, konkluderer agronom hos Lallemand Nordic, Katja Lamborg, ud fra en undersøgelse, som er udført af hende og hendes kollegaer over en periode på fire år.
Levucell sænker dødelighed
I forhold til dødeligheden på 16,2 procent for de besætninger, der ikke bruger Levucell SB, hæfter Katja Lamborg sig ved, at det er meget tæt på landsgennemsnittet for 2023, som ifølge Landbrug & Fødevarer ligger på 16,5 procent.
Når man i Lallemand Nordic har kunnet inkludere mere end 100.000 søer i sin undersøgelse - helt nøjagtigt 122.361 døde søer – så skyldes det, at informationen er indsamlet i form af data for flytninger til Daka for alle de besætninger, som rådgivere fra Lallemand Nordic har besøgt igennem de seneste fire år. Disse data er koblet til information, om der er brugt Levucell SB til søerne eller ej. Flytningerne af søer til Daka er trukket fra Fødevarestyrelsens database.
Fornemmelse bekræftet
Katja Lamborg og hendes kollegaer har i en rum tid har haft en fornemmelse af, at gærproduktet Levucell SB har en positiv indvirkning på sooverlevelsen i besætningerne. Derfor lavede man denne undersøgelse for at få af- eller bekræftet sine fornemmelser, og fornemmelsen viste sig så altså at holde stik.
For ligesom hele branchen har fokus på at få sænket sodødeligheden, så er det også noget, man har fokus på hos Lallemand Nordic.
Katja Lamborg fortæller, at der i undersøgelsen ikke indgår avls- og opformeringsbesætninger, og heller ikke besætninger med Topigs Norsvin-genetik.
- Der er udelukkende set på antallet af døde dyr til Daka fra produktionsbesætninger, og hverken management, fodringstype (våd/tør), eller dødsårsager indgår i undersøgelsen, fortæller hun.
Netop årsagerne er dog noget, som man rigtigt gerne vil dykke længere ned i hos Lallemand Nordic.
Vil se på årsager
- Vi er nemlig langt fra færdige, idet vi også gerne vil se på dødsårsager i besætningerne, bedyrer Katja Lamborg og fremhæver vigtigheden af korrekt registrering af dødsårsager i besætningerne.
- Det er jo vigtigt at kunne vide, hvor problemerne ligger, for at kunne handle på det, påpeger hun.
På den anden side indrømmer hun, at hun godt er klar over, at det ikke er muligt at lave lige så nøjagtige registreringer, som blandt andet Aarhus Universitet har gjort i en undersøgelse af dødsårsager hos søer, som de for nylig har offentliggjort.

Sodødeligheden (%) for besætninger, der bruger Levucell SB og besætninger, der ikke bruger Levucell SB. Data er indsamlet over fire år og er baseret på i alt 122.361 leveringer af søer til Daka. Kilde: Lallemand Nordic

Igennem fire år har Lallemand Nordic undersøgt dødeligheden for i alt 122.361 danske søer. 39.732 af søerne havde fået Levucell SB og 82.629 søer havde ikke fået Levucell SB. Kilde: Lallemand Nordic