I 2028 er det målet at producere fire millioner danske grise med hele haler. En særlig ordning og kompensation til producenterne tager nu sin begyndelse, og allerede i 2026 skal der produceres en million med hele haler.

Det oplyser Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris i en pressemeddelelse.

Vision 2050 og »Sammen om dyrene«

Projektet er en del af branchens egen Vision 2050 og samtidig indeholdt i den nye dyrevelfærdspakke »Sammen om dyrene« fra sidste år, som et meget bredt flertal af Folketinget står bag. Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris åbner derfor nu for en licitationsrunde, hvor det er muligt for landmændene at angive den merpris, det vil koste at producere grise med hele haler.

- Vores formål med ordningen er, at vi skal have højere dyrevelfærd i staldene. Det gøres bedst ved at give et incitament for at ændre den måde, vi producerer grise på. Vi skal fremadrettet imødekomme samfundets krav til vores erhverv, så vi kan gå forrest og vise, at vi er klar til at øge velfærden for vores grise, siger H.C. Gæmelke, formand for sektorbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer/Sektor for Gris.

Deadline 15. juni

Ordningen kommer til at løbe over en treårig periode og starter fra 1. januar 2026. Allerede nu kan de danske soholdere afgive et bud og dermed komme i betragtning til kompensationen – og der er deadline for ansøgninger den 15. juni 2025. Pointen er, at man kan søge kompensation til tiltag, der ikke allerede er et lovkrav, der kan forebygge eller reducere risikoen for halebid i besætningen.

Producenterne bidrager selv til puljen

Tilbage i sommeren 2024 godkendte EU-Kommissionen, at der opkræves en ekstra afgift til Svineafgiftsfonden fra alle grise produceret i Danmark. Provenuet herfra kan så bruges til kompensation til griseproducenter, som er parate til at producere grise med hele haler.

- Der er en symbolik i, at alle producenterne selv er med til at bidrage til mere velfærd i stalden via en ekstra opkrævning til Svineafgiftsfonden, samtidig med at beløbet fastlægges efter de indkomne bud. Jeg har stor tiltro til, at vi sammen vil kunne øge velfærden, og at en masse bud på meromkostningerne tikker ind, påpeger H.C. Gæmelke.

De producenter, der vil blive kompenseret, vil også få et ekstra Danish-kontrolbesøg (branchens uafhængige kvalitetsstandard) for at sikre, at man er kommet godt fra start med de hele haler. Det sker netop på baggrund af, at det er »offentlige midler«, der kompenseres med.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris oplyser endvidere, at de har store forventninger til effekten af ordningen.