Svinenoteringen hos Danish Crown forbliver uændret for både grise og søer, selvom det europæiske marked påvirkes af sommerferier i Sydeuropa. Det skaber uro, især på markedet for skinker, lyder det i markedsberetningen fra Danish Crown.

- Det er altid bøvlet, når der er ferie i særligt Italien, fordi støvlelandet fylder så meget på særligt skinkemarkedet. Det presser altid priserne i større eller mindre grad, og i år er ingen undtagelse, men indtil videre er vi kommet nogenlunde igennem det, siger Per Fischer Larsen, salgsdirektør i Danish Crown.

Ifølge Per Fischer Larsen er der et jævnt marked for de fleste ferske varer, men eksportindtægterne uden for Europa er reduceret som følge af svage valutakurser.

Bedre pris

- Vi gør alt, hvad vi kan for at komme igennem med prisstigninger, men det er svært, fordi vi i forvejen har hævet priserne en del på ryggen af inflationsbølgen, så kunderne stritter helt naturligt imod. Vi har heldigvis en konstruktiv dialog, så vi sælger det, vi skal, men vi ville gerne have en bedre pris hjem, tilføjer Per Fischer Larsen.

På slagtesiden ligger tilmeldingen i denne uge lidt under prognosen, hvilket betyder, at antallet af udsatte grise er reduceret til cirka 65.000 frem mod uge 33. Næste uge ventes det tal reduceret yderligere til omkring 50.000.

For søerne er der slagtet op, og forventningen er, at dette også vil være tilfældet ved udgangen af uge 33. Denne plan er dog afhængig af, at slagterierne ikke rammes af tekniske problemer, og at tilmeldingerne holder sig på det forventede niveau.

Svin