Porcus og HyoVet fusionerer
- Sammen står vi stærkere og kan levere endnu mere værdi til vores kunder. Ordene kommer fra de to svinedyrlæger Jens Strathe og Kristian Viekilde, der fremover bliver kolleger i samme organisation.

HyoVet og Porcus har indgået aftale om at fusionere. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Opdateret 11:10: Tilføjet kort kommentar fra adm. direktør, Kristian Viekilde
HyoVet og Porcus har indgået aftale om at fusionere deres aktiviteter og etablere en ny, samlet organisation med ambitionen om at styrke innovation, kvalitet og kundeværdi i den danske og internationale husdyrsektor.
Fusionen markerer et strategisk skridt, hvor de to virksomheder forener deres kompetencer og ressourcer.
- Målet er at skabe en endnu stærkere platform for udvikling af løsninger, der understøtter en effektiv, bæredygtig og konkurrencedygtig svineproduktion, oplyser de to virksomheder i en pressemeddelelse.
Styrket innovation og udvikling
Ved at samle specialiseret viden og erfaring fra begge organisationer er håbet at skabe et solidt fundament for øget produktudvikling og hurtigere implementering af nye løsninger.
- Den samlede enhed vil stå bedre i forhold til at imødekomme kundernes behov og branchens stigende krav til produktivitet, dokumentation, kvalitet og bæredygtighed, lyder det i meddelelsen.
Øget værdi for kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere
Ifølge HyoVet og Porcus betyder fusionen et bredere produkt- og kompetenceudbud samt en mere effektiv organisation. Målet er, at kunder og samarbejdspartnere vil opleve én samlet indgang med styrkede ressourcer, tættere rådgivning og endnu højere leveringssikkerhed.
Virksomhederne oplyser desuden, at de deler et stærkt værdigrundlag med fokus på faglighed, ansvarlighed og langsigtede relationer.
- Fusionen gennemføres med respekt for medarbejdere og eksisterende samarbejder, og ambitionen er at skabe en fælles kultur, hvor det bedste fra begge organisationer bringes i spil, oplyser de.
En stærkere position i markedet
Med fusionen opnår den nye organisation en mere robust struktur og en forbedret markedsposition. Det giver bedre muligheder for at investere i fremtidig vækst, digitale løsninger og bæredygtige initiativer – til gavn for både kunder, samarbejdspartnere og branchen som helhed.
- Vi ser fusionen som en naturlig og ambitiøs videreudvikling af vores forretning. Sammen står vi stærkere og kan levere endnu mere værdi til vores kunder, udtaler Jens Strathe og Kristian Viekilde i en fælles udtalelse.
Den nye organisation fortsætter under navnet Porcus og forventer en gnidningsfri integration over de kommende måneder.

Kristian Viekilde fortsætter som adm. direktør i det nye Porcus. Foto: Porcus
Til kundernes fordel
Med en virksomhedsfusion kan der ofte være bekymringer fra kundekredsen, hvorvidt det kommer til at påvirke status quo.
Overfor Effektivt Landbrug maner Kristian Viekilde imidlertid til ro og fortæller, at ledelsesstrukturen fortsætter som før fusionen.
- Vi fortsætter som en stor, stærk enhed under navnet Porcus, bestyrelsen er den samme, partnerkredsen bliver udvidet med de to ejere af HyoVet – Jens Strathe og Klaus Hedermann – og jeg bliver ved med at være adm. direktør, siger direktøren.
Er der en fast dato for, hvornår fusionen gennemføres?
- Fusionen blev lukket i fredags, og det vil sige, at der går noget tid med den her virksomhedsintegration. Det er desuden også vigtigt for mig at sige, at vores kunder ikke kommer til at mærke negative konsekvenser af fusionen – udelukkende positive tiltag og et stærkere hold i Porcus.
Ifølge Kristian Viekilde er der ikke nogen endelig dato for fusionsgennemførelsen, men han forventer, at fusionen gennemføres uden problemer i løbet af foråret.











































