Den danske grisebranche har et tydeligt mål: So‑overlevelsen skal op.

Sådan lyder det i en meddelelse fra Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris (LFG), hvor de gør opmærksom på et nyt podcast-afsnit, som netop handler om so-overlevelse.

Ifølge LFG kan målet om en højere so-overlevelse både gavne grisens velfærd og producentens bundlinje. Men det kan være vanskeligt at finde den helt rigtige opskrift på, hvordan man som producent mest effektivt løfter overlevelsen i den enkelte besætning.

Halthed skiller sig ud

Ser man på årsagerne til sodødelighed, er der dog ét område, der skiller sig ud, og det er halthed.

- Halthed er en af de mest udbredte årsager til, at søer dør eller må aflives og dermed et oplagt sted at styrke indsatsen, lyder det fra LFG.

Nadia Jakobsen, der er forsker ved Københavns Universitet, har i sit ph.d.-projekt undersøgt, hvordan forskelige indsatser i den daglige pasning kan forbedre overlevelsen hos halte søer. Hendes resultater viser blandt andet, at en støttehalt so, der får optimal pasning, kan have lige så gode chancer for at komme sig som en moderat halt so. Samtidig kan en moderat halt so kræve lige så lang behandlingstid som en støttehalt.

Konklusionen er klar: Der er stort potentiale i at justere praksis i håndteringen af halte søer.

I den nævnte podcast deler Nadia Jakobsen sine vigtigste anbefalinger og giver svineproducenter konkrete råd til, hvordan de kan optimere pasningen og dermed øge søernes overlevelse i deres egen besætning.

Podcasten kan man finde via gris.dk eller under »Griseproduktion« på Spotify.

Svin