Flere socialdemokratiske borgmestre opfordrer nu regeringen til at give kommunerne mulighed for at afvise udvidelser af svineproduktion. Det skriver Altinget.dk.

I dag kan landmænd udvide, hvis de lever op til nationale krav, uden at kommunen kan sige nej. Men borgmester i Skanderborg, Frands Fischer (S), kritiserer ordningen:

- Det er vores stempel, der sidder på ansøgningen, men vi har ingen indflydelse på beslutningen, siger han og påpeger, at i modsætning til sager om udvidelser af svinebedrifter kan kommunen ikke tage de samme hensyn, som de kan i andre sager.

L&F advarer

Også i andre kommuner peger politikere på frustrationer blandt borgere, der oplever gener fra større husdyrbrug, uden at kommunen kan gribe ind.

Hos Landbrug & Fødevarer advarer man mod at give kommunerne vetoret. Ifølge viceformand Martin Hjort Jensen risikerer det at skabe uforudsigelighed og svække investeringslysten i erhvervet:

- Hvis kommuner pludselig kan sige nej til enten etablering eller udvidelser af husdyrbrug alene af lokale eller politiske grunde, også når alle nationale krav er opfyldt, så har vi reelt afskaffet ligebehandlingen og forudsigeligheden for landbruget, siger han i en skriftlig kommentar til mediet. 

Han vurderer samtidig, at usikkerheden kan få landmænd til at udskyde eller droppe investeringer og dermed bremse udviklingen i erhvervet.

SvinPolitik