Fokus på polte forbedrer so-overlevelsen
Et produktivt sohold grundlægges hos poltene. Derfor er fokus på poltenes holdbarhed, egenskaber og fodring, der er vigtige for at forlænge dyrenes levetid.

Poltene er et vigtigt indsatsområde, når lang levetid og produktivitet skal sikres i soholdet. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Hvis hele soholdets levetid skal forlænges, og det skal sikres, at alle søer har en høj produktivitet, er poltene et vigtigt indsatsområde. Ifølge Seges Svineproduktion er det centralt, at der sættes tidligt ind med korrekt fodring og selektion, hvis man skal skabe en holdbar og robust generation for det fremtidige sohold.
Det er nogle af budskaberne, som man kan høre mere om ved det kommende So-seminar den 13. april, som bliver afholdt som webinar.
Selektion af poltene
Tanja Jensen, Selection Manager hos DanBred, er en af oplægsholderne, når Gunnar Sørensen, chefforsker i Seges Svineproduktion, skal styre slagets gang ved talkshowet »Øg sooverlevelsen med holdbare polte«, som er en del af webinaret.
- Selektion er en konstant proces, som kører hele vejen igennem poltens opvækst. Dyrene er besætningens fremtid, og det er vigtigt, at det er polte af rette kvalitet, der selekteres. Det sikrer man ved at have den rette viden om udvælgelsen af produktionssikre polte, lyder det fra Tanja Jensen.
Sundhed og eksteriør
Når DanBred underviser i selektion af polte, er sundhed og eksteriør nogle af de faktorer, som producenterne især skal lægge mærke til.
- Ved sundhed er det for eksempel øresår, halebid og besætningens generelle sundhed, som vi blandt andet har fokus på. Ved poltens eksteriør, kigger vi blandt andet på benstilling, ensartede klove og dyrets bevægelse. Det er et levende dyr, vi arbejder med. Derfor er eksteriør en vigtig vurderingssag fra gang til gang, fortæller Tanja Jensen, og tilføjer:
- Til DanBreds selektionskurser kombinerer vi teori og praksis, sætter fokus på gråzoner og sikrer fuld fokus på emner, som eventuelt glemmes i det daglige arbejde. Vi ser samtidig kurset som et samarbejde med vores dygtige leverandører af DanBred-polte.
Værktøjskasse
Ifølge Gunner Sørensen kan man forvente en større indsigt i poltenes egenskaber og opformering, som bliver gennemgået i et talkshow-format.
- Ud over Tanjas oplæg har vi også Martin Mølgaard, afdelingsleder i Seges Avl & Genetik, i studiet, som vil tale om avlens værktøjskasse i forhold til poltene. Derudover vil specialkonsulent hos Seges Svineproduktion, Thomas Sønderby Bruun, fortælle, hvordan man via fodring kan ændre den super genetik hos poltene til super produktionsdyr. Det er alle tre ting, som er vigtige elementer for at få et stærkt og holdbart sohold, lyder det fra Gunner Sørensen.
Der er ikke kun danske oplæg på programmet, men også et engelsk spor på dagen, hvor internationale medarbejdere også kan få mere viden om søerne.
Find mere om tilmelding og det fulde program for årets So-Seminar på: https://www.tilmeld.dk/soseminar2021/.