Avl for holdbarhed har en indflydelse på, hvor længe soen producerer, og dermed også soens overlevelse. Bedre overlevelse giver et bedre dækningsbidrag, men en højere overlevelse forventes også at påvirke dyrevelfærden i en positiv retning, da underliggende problemer til dødeligheden kan reduceres ved højere overlevelse. Det fortæller DanBred P/S i en artikel på deres hjemmeside.

Her oplyses det endvidere, at Seges Avl & Genetik i samarbejde med Aarhus Universitet har undersøgt, hvordan man kan forbedre avl for holdbarhed med målinger fra produktionsbesætninger, der anvender DanBred-genetik. Indtil videre er der både foretaget en indledningsvis avlsanalyse af holdbarhed hos produktionssøer, som er krydsningsdyr, samt undersøgt, hvordan man beregner avlsværdier med produktionsdata.

- Ph.d.-projektet belyser blandt andet, hvordan krydsningsfrodighed fra DanBred Yorkshire og DanBred Landrace kan være med til at give mere holdbare søer, der er ældre ved udsætning. Samtidig har vi kunnet se, at data fra produktionsbesætninger kan anvendes til avl for holdbarhed, fortæller ph.d.-studerende Bjarke Grove Poulsen fra Seges Avl & Genetik.

Han forventer, at de vil have nok viden til at kunne forbedre avlen for holdbarhed markant, når projektet er færdigt.

Produktionsbesætninger

Ifølge DanBred viser resultaterne først og fremmest, at der både er genetisk variation for holdbarhedsegenskaberne i produktionsbesætninger og i opformeringsbesætninger. Dette er et vigtigt krav for at kunne avle for egenskaberne.

Men én ting er, at der er genetisk variation, en anden ting er, om man kan finde de grise, som er genetisk bedre end de andre. Det afhænger delvist af arveligheden. Arveligheden var lav for egenskaberne i produktionsbesætningerne, men høj for egenskaberne i opformeringsbesætningen

Analysen viser også, at holdbarhed ikke er den samme egenskab på tværs af besætningstyperne. Her havde egenskaben »alder ved udsætning« en stærkere genetisk sammenhæng til »sandsynlighed for at en so insemineres efter første kuld« målt i produktionsbesætninger (81-86 procent).

Derimod havde »alder ved udsætning« en svagere genetisk sammenhæng til »sandsynlighed for at en so insemineres efter første kuld« målt i opformeringsbesætninger (17-24 procent).

Konklusion

Resultaterne viser dermed, at det er nemmere at skabe avlsfremgang for egenskaberne i opformeringsbesætninger, men da den genetiske sammenhæng til »alder ved udsætning« ikke er for stor, kan det være bedre at bruge data fra produktionsbesætninger, eller begge, lyder det endvidere i artiklen.

Læs meget mere om studiet på danbred.com.

Svin