Det europæiske marked for fersk grisekød halter på grund af corona-restriktioner og bemærkelsesværdigt lave temperaturer for årstiden. Det skriver Danish Crown i deres ugentlige markedsberetning torsdag.

- På den her årstid er der normalt godt gang i aspargessæsonen, som ofte spises sammen med en schnitzel, men den nydelse spænder Covid-19 igen i år ben for. Det kolde vejr afholder samtidig mange fra at kaste sig over de typiske forårsretter hjemme i køkkenet, og det kan mærkes på efterspørgslen i en stor del af Europa, fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.

Bove, kamme, brystflæsk og bacon afsættes jævnt, mens efterspørgslen på hele delstykker som skinker og forender er under pres.

- I det store billede har vi en stabil og stærk afsætning båret af eksport til særligt Asien. Det ændrer ikke på, at det er markedet i Europa, der først og fremmest skal flytte sig, hvis vi skal løfte priserne mærkbart, siger Lars Albertsen.

Til landene udenfor Europa er der en stærk efterspørgsel fra både Kina, Japan og landene i Sydøstasien.

Fremrykker 20.000 grise

Tilmeldingen til indeværende uge blev ifølge Danish Crown lidt lavere end forventet i prognosen, og det betyder, at der er slagtet op ved ugens udgang trods St. Bededag.

- Den forventede tilmelding til næste uge er af samme størrelse, og det forventes, at der skal fremrykkes omkring 20.000 grise fra uge 19, og derfor opfordres der til at tilmelde grise i god tid af hensyn til planlægningen, skriver de om slagtesituationen.

Svin