- Det er almindeligt kendt, at forsyningen af E-vitamin i tilstrækkelige mængder er afgørende for sundhed og for søer og grises produktivitet. Men de seneste års intensive brug af mælkekop-systemer spiller måske en større rolle i forsyningen af E-vitamin til fravænningsgrise, end man skulle tro.

Sådan lyder det indledningsvist fra salgskonsulent Morten Sloth Pedersen i en artikel i det seneste Nutrimin Ugenyt.

Her fortæller salgskonsulenten videre, at besætninger rundt om i landet oplever nyfravænnede grise med symptomer på E-vitamin mangel.

- Flere dyrlæger peger på en mulig sammenhæng mellem et stort optag af mælk fra mælkekop-anlægget og pattegrises evne til at omsætte det syntetiske E-vitamin, der ofte findes i mælkeerstatning.

Forsyning af og mangel på E-vitamin

Grise kan ikke selv danne E-vitamin, og forsyning heraf er derfor livsnødvendig. Ifølge foderfirmaet er soens mælk normalt den vigtigste kilde til E-vitamin for pattegrise. De senere års kraftige vækst i kuldstørrelse har dog gjort det fordelagtigt at bruge store mængder mælkeerstatning via et mælkekop-anlæg.

- Problemet med E-vitamin mangel hos nyfravænnede grise opstår, fordi der i perioden op til fravænning ofte bruges en mælkeerstatning, der er tilsat syntetisk E-vitamin, hvilket pattegrise ikke kan optage de første par uger efter fravænning. Grise, der drikker meget mælk fra mælkekoppen, og mindre fra soen, får ikke optaget nok E-vitamin til at komme over den stressende periode i forbindelse med fravænning, lyder det i nyhedsbrevet fra Morten Sloth Pedersen.

Han forklarer endvidere, at E-vitamin er vigtigt for blandt andet pattegrisens immunforsvar og muskelfunktioner og bruges desuden som antioxidant til beskyttelse af cellevægge, hvor også C-vitamin spiller en rolle.

- Desværre er det ofte store grise i god vækst, der rammes af pludselige dødsfald, hjernebetændelse, hjerte- og leverskader.

Naturligt eller syntetisk

Der findes flere former af syntetisk E-vitamin, men Morten Sloth Pedersen har i denne sammenhæng valgt en opdeling i naturligt eller syntetisk E-vitamin.

- Det syntetiske E-vitamin optages ved hjælp af et enzym (CEH) i grisens tarmsystem. Dette enzym dannes dog først i løbet af de første par uger, efter at grisen er blevet fravænnet, og kan derfor ikke optages fra mælkeprodukter givet i farestalden.

Salgskonsulenten forklarer endvidere, at det naturlige E-vitamin er på alkoholform og kan optages direkte fra tarmen.

- E-vitamin er ligesom A-, D- og K-vitamin fedtopløseligt, men E-vitamin er, modsat de øvrige nævnte vitaminer, ikke et depot-vitamin. Hos pattegrise kan der dog opbygges et lille depot af E-vitamin i muskler, lever og fedt ved at tildele naturligt E-vitamin over en to-tre ugers periode.

Anbefalinger i forhold til E-vitamin

I det seneste Nutrimin Ugenyt giver foderfirmaet følgende anbefalinger til E-vitaminforsyningen:

● Sørg for, at forsyningen af E-vitamin til de diegivende søer er i orden, og som minimum overholder den anbefalede norm til søer

● Få gerne tilsat antioxidant til beskyttelse af vitaminerne året rundt samt ekstra antioxidant og E-vitamin i forbindelse med høst

● Undgå støddoseringer af E-vitamin i forbindelse med fravænning, da store mængder E-vitamin ikke kan optages på en gang

● For at opbygge en bedre E-vitamin-status hos de nyfravænnede grise, tildeles en mælkeerstatning tilsat naturligt E-vitamin, så grisene forsynes over en længere periode

Kilde: Nutrimin Ugenyt

Svin