Konsulent: Vi får lav notering i en tid
Slagtesvinenoteringen har været i fald siden uge 24 og forleden brød den den 50-dages gennemsnitlige notering ned under den 200 dages gennemsnitlige notering. Det betyder, at vi ikke foreløbig kommer op på seneste top på 11,90 kroner, vurderer en økonomikonsulent.

Christian R. Paulsen, økonomikonsulent ved Fjordland, spår, at noteringen ikke kommer op hvor den var lige foreløbig.
Mange slagtesvineproducenter har lavet et budget med 9,50 kroner som gennemsnitligt noteringsgrundlag for første halvår af 2021, hvor den faktiske notering endte i 10,48.
- Det betyder, at der er lagt godt fra land. Det har givet en rullestart, som du nu kan bruge konstruktivt til at sikre årets sidste 4,5 måned, siger økonomikonsulent Christian R. Paulsen fra Fjordland.
Konsulenten anbefaler, at man som udgangspunkt lader midlerne stå.
- Det gør jeg, fordi andet halvår er aflagt med et gennemsnitligt noteringsgrundlag på 10,63 og med en aktuel notering på 9,10 så er det svært at forestille sig, at vi kommer tæt på den budgetterede notering, lyder det.
Når Christian R. Paulsen kigger tilbage i historien, har det, som er sket nu, at 50 dages gennemsnitlige har brudt notering ned under 200 dages gennemsnitlige, betydet, at priserne ikke kommer tilbage lige foreløbig.
- Mine data går tilbage til 2008 og siden da har der været 24 kryds, som har haft samme konklusion. Når 50 dage bryder 200 dage opad, så kommer vi ikke ned i seneste bund igen. Når den bryder nedad, så kommer vi ikke tilbage til seneste top. Vi ved ikke hvor længe det varer. I perioden har der gennemsnitligt været 27 uger mellem kryds og det varierer fra 8 til 74 ugers varighed. Og det er netop derfor vi bør holde likviderne hjemme, siger han.
Christian R. Paulsen opfordrer til, at man får krydstjekket sit budget, udsætter det, der kan udsættes og får sine aftaler på plads med sit pengeinstitut.