Trelleborg åbner vikingernes mørke verden i efterårsferien
Mød vikingetidens mørke sider i efterårsferien på Vikingeborgen Trelleborg med våben, bueskydning, krigertræning, fortællinger og vikingeaktiviteter.

I efterårsferien inviterer Vikingeborgen Trelleborg børn og voksne ind i vikingernes verden med våben, bueskydning, krigertræning, fortællinger og vikingeaktiviteter. Foto: Trelleborg
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Vikingerne var både krigere, røvere og frygtede fjender. Deres verden var fuld af drabelige kampe, mørke sagn og overtro, men bag det vilde krigerliv havde de også en hverdag, hvor de dyrkede jorden og kvinderne arbejdede med deres hverdagssysler.
I efterårsferien inviterer Vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse børn og voksne ind i vikingernes verden med våben, bueskydning, krigertræning, fortællinger og vikingeaktiviteter.
Trelleborg er en ringborg, der er bygget af Harald Blåtand i år 980, som i dag er et levende museum med undervisning, aktiviteter og events.
Fra lørdag den 10. til lørdag den 17. oktober kan hele familien opleve vikingerne, når de er værst, på Vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse, lyder det i en pressemeddelelse fra museet.
- Hver dag kan gæster komme tæt på vikingernes våben og kampteknikker ved vabendemonstrationen og »Hovedet på blokken«. Lørdag den 17. oktober vil krigere ryge i totterne på hinanden og levere et drabeligt krigershow kl. 15 ved langhuset, lyder det i meddelelsen, der fortsætter:
- Hugin og Munin fortæller dagligt om vikingernes verden, og børn og voksne kan prøve kræfter med bue og pil og se, om de kan ramme et fælt sagndyr. Dagene slutter med krigertræning og Ragnarok for dem, der stadig har mod på mere.
Når mørket sænker sig over Trelleborg, sendes alle gæster ud for at finde De Hvileløse vikinger
Fra artiklen
Vikingeaktiviteter
Efterårsferien byder også på aktiviteter, hvor børn og voksne selv kan få hænderne i vikingetiden. Mal ravne og vikingesagndyr, dekorer dragedræbersværd og skjolde, bag fæle fladbrød og rist ravnespor og runer. Tag også hele familien på sporjagt efter Hugin og Munin.
En del af aktiviteterne kræver vikingemønter, som købes i museumsbutikken for 25 kroner pr. stk.
Kvindeliv i vikingetiden
Lørdag den 10. og søndag den 11. oktober bor og arbejder mere end 30 vikingekvinder i langhuset. Der vil være syning, nålebinding, plantefarvning, arbejde i ler, lækre smagsprøver og meget andet.
Ferien slutter den 17. oktober med Nat på Borgen, hvor faklerne tændes, og de døde rejser sig.
- Når mørket sænker sig over Trelleborg, sendes alle gæster ud for at finde De Hvileløse vikinger. I flammernes skær fører et fakkeltog over gravpladsen og ud på borgområdet, lyder det fra museet, der tilføjer:
- Nat på Borgen er for både børn og voksne – hvis de tør møde Trelleborg efter mørkets frembrud.
- Tilbage i langhuset serveres en lille forfriskning, og der fortælles om døden i vikingetiden, inden aftenen rundes af med en seriøs kamp mellem to vilde krigere. Hvem kommer til Hel, og hvem skal hyldes i Valhalla?
Der er gratis adgang til museet for børn og gratis bus fra Slagelse station.
Museet holder åbent kl. 10–16 alle dage i efterårsferien, og caféen er åben kl. 11–16.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































