Deltagerantallet nåede knap 2.100 i MCH Herning, da landets svineproducenter traditionen tro begyndte med årsmøde i Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, som starten på årets Grisekongres.

Årsmødet startede som altid med, at formand Erik Larsen og sektordirektør Christian Fink Hansen aflagde hver deres beretning for året, der er gået. Her gjorde Erik Larsen det indledningsvist klart, at arrangementet fra i år har skiftet navn til »Grisekongres«, ligesom organisationen fremadrettet vil fortsætte under navnet Landbrug & Fødevarer Gris.

- Det er nok ikke gået nogen af jeres næser forbi, at vi skifter navn på kongressen. Vi skal så også huske på, at det ikke kun er kongressen, vi skifter navn på. Fremadrettet er det også Seges Gris og Landbrug & Fødevarer Gris, lød det fra Erik Larsen, der begrundede skiftet med, at det er normalt, der står gris, når man kommer ud i køledisken, ligesom det er normalt, at der står gris i restauranterne.

- Derfor giver det god mening, at vi i vores branche også må skifte navnet til gris, påpegede formanden, inden han påbegyndte sin beretning.

Formiddagens emner i debat og beretninger kom både omkring den aktuelle udvikling i noteringen, de mange faglige udfordringer som primærproducenterne står overfor i forhold til blandt andet klima, dyrevelfærd og udfasning af zink, ligesom DanBred-skandalen også blev rundet i såvel beretning som debat.

Svin