Svinenotering falder 30 øre: ASF i Italien sender chok gennem markedet

Markedet for grisekød i Europa er igen kommet under hårdt pres, og igen er det ASF-spøgelset, der viser sig fra sin værste side. I slutningen af sidste uge kom der meldinger om et fund af afrikansk svinepest i den italienske Piemonte-provins, og tirsdag blev det bekræftet. Det betyder, at noteringen for grise falder med 30 øre gældende fra på mandag, skriver Danish Crown.

- Selv om det var kendt på forhånd, så gik markedet nærmest i stå, da fundet blev bekræftet. Vores sælgeres oplevelse var, at stort set alt snak om ordrer til de kommende uger og måneder stoppede. I stedet er fokus nu fra dag til dag og uge til uge, fordi alle aktører nu afventer, hvor meget priserne på grisekød sætter sig på tværs af Europa, fortæller Jais Valeur, der er Group CEO i Danish Crown.

Italien importerer omkring en million tons grisekød, mens landet har en eksport ud af Europa på omkring 125.000 tons årligt. Derfor kan det virke paradoksalt, at et udbrud af afrikansk svinepest i Italien kan ryste markedet.

Forklaringen er, at Italiens eksport til lande udenfor EU af tørrede skinker og pølsespecialiteter repræsenterer en meget stor værdi, og indtil videre er alt eksport af grisekød fra Italien ud af EU lukket ned. Der udstedes simpelthen ingen eksportcertifikater.

Meget psykologi i pres

Samtidig er der lige nu et stort udbud af grisekød i Europa, dels fordi der slagtes meget efter jule- og nytårsperioden, dels fordi forbruget altid er lavt i januar. Samtidig er corona-restriktionerne med til at begrænse den generelle aktivitet lige nu.

- Der er uden tvivl rigtig meget psykologi i det pres, der er på priserne lige nu. Markedet var i forvejen velforsynet, og så sker der noget uforudset, som udløser en bølge af pessimisme. Derfor kan markedet muligvis stabilisere sig relativt hurtigt, men lige nu er alle afventende, siger Jais Valeur.

På den korte bane er det svært at se det berømte lys for enden af tunnelen, men det er fortsat forventningen, at markedet vil vende inden sommeren. Med både COVID-19 og nu ASF i Italien er usikkerheden selvsagt vokset.

- Det er paradoksalt, ja nærmest vanvittigt, at prisen på grisekød kan være så lav, når alle andre råvarer er dyrere end længe. Det kan dog meget vel stimulere efterspørgslen hos forbrugerne, og samtidig er det analytikernes forventning, at produktion af grisekød vil falde i Europa i de kommende måneder, men det er en ringe trøst lige nu, siger Jais Valeur.

Læs mere om Afrikansk svinepest

ASF er en virussygdom med høj dødelighed. Derfor er der stort fokus på effektiv smittebeskyttelse for at undgå et udbrud på dansk jord.

Læs mere her

Læs også