Føler sig ikke hørt: - Rengøring af lastbiler skal være bedre

Næstformanden i Danske Svineproducenter, Joachim Clausen, ærgrer sig over, at han ikke altid føler, at han bliver taget seriøst, når han påtaler vigtigheden af renligheden af transportmidlerne ved de danske slagterier.

- 29 procent af de kontrollerede transportmidler ved slagterier er ikke tilstrækkeligt rengjort eller desinficeret, viser Fødevarestyrelsens kontrolrapport. Det er ikke godt nok, og det bør slagterierne gøre bedre.

Det siger næstformanden i Landsforeningen af Danske Svineproducenter, Joachim Clausen, Nyrup.

- Vi skal sikre, at vores transportmidler er rene og desinficerede, når de har læsset grise af ved samlestalde og slagterier og kører derfra. Det er indført, efter at afrikansk svinepest er rykket tættere på, og med den nyligt fremlagte PRRS-plan er det vigtigere end aldrig før, udtaler han.

- Men efter at have læst Fødevarestyrelsens kontrolrapport om rengøring og desinfektion af transportmidler til svin og kvæg, er det foruroligende at konstatere, at 29 procent af de kontrollerede transportmidler ved slagterier ikke var tilstrækkeligt rengjort eller desinficeret, tilføjer han.

Føler sig ikke hørt

Joachim Clausen fortæller, at han også har bragt sine bekymringer frem i branchen. Han oplever dog ikke altid, at alle tager det lige alvorligt, når han prøver at råbe vagt i gevær.

- Spredning af smitsomme sygdomme kan have stor betydning og store konsekvenser for mig som producent samt for hele erhvervet. Det er vigtigt, at alle producenter og transportvirksomheder gør alt, hvad de kan for at højne standarden, udtaler næstformanden, hvortil han tilføjer:

- Dette emne handler ikke om personlige holdninger til, om en bil er ren eller ikke, men at vi forholder os til fakta fra fagpersoner, som har kontrolleret bilen. Det er tydeligvis et punkt, vi kan stramme op på.

Læs også