Økonomirådgiver i VKST: - Vi skal snakke om løsninger til nu og til fremtiden

Energi, internationalt marked, økonomi og virksomhedsdrift er temaer på dagsordenen, når VKST holder efterårsmøde for griseproducenter.

Stigende produktionsomkostninger giver svære betingelser for de danske svineproducenter, påpeger Finn Skotte, der er økonomirådgiver i VKST Økonomi. Foto: Jesper Hallgren

Mange svineproducenter går en presset tid i møde. Mange oplever lige nu en ubalance mellem produktionsomkostninger og afregningspris.

Finn Skotte er økonomirådgiver i VKST Økonomi, og han står for efterårsmøde for griseproducenter, der finder sted torsdag den 17. november hos VKST i Sorø.

- Vi er presset lige nu. Udadtil blev vi i 2019 og 2020 reddet af en stor eksport til Kina, fordi de lå underdrejet med deres egen svineproduktion. Vi sælger lidt til Kina nu, men slet ikke de mængder. Vi sælger også normalt til Japan og Sydkorea og det øvrige fjernøsten, så det er sådan set ikke der, ændringen kommer.

- Det store problem lige nu er, at meget af det svinekød, som blev solgt på tredjelandsmarkeder inden Tyskland fik afrikansk svinepest, og inden covid-19 kom til Danmark, det skal afsættes internt i Europa, og det gør rigtig ondt, forklarer Finn Skotte.

Til efterårsmødet vil der være fire forskellige oplæg, som berører temaer, der er relevante for, hvordan man bedst håndterer de udfordringer, som bedrifterne står over for.

- Vi har indlæg om løsninger, som både gælder her og nu, men også i fremtiden, siger han.

Reduktion i bestand og pris

Indtjeningen er lige nu dårlig, og derfor sker der ifølge Finn Skotte voldsomme reduktioner i svinebestandene i Tyskland, Polen og Danmark.

- Det bliver spændende at se, hvor vi havner, men vi kigger måske ind i nogle reduktioner, målt på so-bestanden, på op imod 20 procent i både Tyskland, Polen og Danmark, siger Finn Skotte, der ser Danmark, Tyskland og Polen som et stort hjemmemarked og fortsætter:

- Lige nu føles det som om, at for hver gang vi reducerer produktionen med tre kg, så falder efterspørgslen med fire kg. Det er ikke rart. Vi har øgede produktionsomkostninger, og forbrugernes købekraft er reduceret.

Han oplever et klart skred i forbrugerreaktionen, hvor noget tyder på, at forbrugerne af nød vælger billigere produkter, end de normalt ville have.

- Lige nu føles det som om, at for hver gang vi reducerer produktionen med tre kg, så falder efterspørgslen med fire kg. Det er ikke rart. Vi har øgede produktionsomkostninger, men samtidig er forbrugernes købekraft reduceret.

Finn Skotte

Tysk indsigt

- Når vi snakker svineproduktion, så betyder Tyskland alt. Hvis der sker en strukturudvikling i Danmark, så sker der en endnu voldsommere og vildere strukturtilpasning i Tyskland, siger Finn Skotte og fortsætter:

- Det er lykkedes at få Markus Fiebelkorn, der laver prognoser for dansk svineproduktion, til at komme. Han er ansat i Landsforeningen for Danske Svineproducenter og samarbejder med Seges, der normalt udtaler sig om den forventede Danish Crown-notering.

- Markus Fiebelkorn er af tysk oprindelse og har rigtig god indsigt i, hvad der sker i Tyskland, forklarer Finn Skotte. 

Overmættet marked

- Vi har et tilsyneladende velforsynet marked. Så længe, vi har et velforsynet marked, så kan vi sagtens sige til gud og hver mand, at vi skal have mere for vores kød, fordi vores foderomkostninger og energipriser stiger, men hvis der er rigeligt kød i marked, så flytter det ikke noget, siger Finn Skotte og fortsætter:

- Det minder om en gammel historie om, at hvis køberne skal bruge 100 grise, og du som producent har 102, så sidder alle opkøberne med foldede arme og siger, de ikke har lyst til at købe. Hvis de skal bruge 100, og du kun har 98, så er de ved at rive hovedet af hinanden for at få dem. Det er sådan, det er lige nu.

- På et eller andet tidspunkt kommer vi selvfølgelig i balance igen. Om der går tre, seks, ni måneder eller mere, det er ikke til at sige – men jeg har en grundlæggende tro på, at det selvfølgelig bliver rimeligt igen på et tidspunkt, fortæller han.

Det håber han, at Markus Fiebelkorn kan gøre alle lidt klogere på. 

Politiske udsigter

Udover at være presset af de samme ting, som den danske griseproduktion, så har man i Tyskland også en rødgrøn regering, som ifølge Finn Skotte er meget udfordrende fra en svineproducents synspunkt.

- Hvis det stod til det politiske flertal i Tyskland, ville man fuldstændigt omlægge den tyske svineproduktion til noget, der hedder dyrevelfærdsniveau tre og fire. Det er nogle helt andre produktionssystemer, end dem vi bruger i dag.

- Det er egentlig besluttet i parlamentet i Tyskland, men tyskerne har meget at tænke på lige nu. Blandt andet manglende gasleverancer og opstart af atomkraftværker. Så jeg tror ikke, at staten kommer til at finansiere en fuldstændig omlægning af tysk svineproduktion lige nu, selvom det egentlig er det, der politisk er formuleret, siger Finn Skotte.

Selvforsynethed og optimering

Til efterårsmødet er også energikrisen på dagsordenen. Her er det Kurt Mogensen, energi- og teknikrådgiver i Byggeri & Teknik, der har fået plads i programmet.

- Hvad kan gøres her og nu, og hvilke løsninger skal vi se på, når det handler om at reducere el- og energiforbrug. Det handler også om muligheder, der potentielt ligger i gårdanlæg. Det kan blandt andet være solceller, vindenergi og biogas, siger Finn Skotte.

Energikrisen banker på, og det gælder om at være bedst muligt forberedt, så energiforsyningen ikke bliver en større belastning, end den behøver at være.

Tårnhøj inflation og stigende rente

For at få indsigt i de nuværende og fremtidige finansielle markeder, kommer Kim Blindbæk, seniorøkonom i Sydbank, for at fortælle om, hvilke rentescenarier, der kan blive til virkelighed i fremtiden.

- Det er altid interessant for landmænd, fordi landmænd overvejende ligger i kortrente. Det vi ser nu, hvor renten stiger -0,5 procent til måske inden for 12 måneder at være i +2,5. Det er et renteskift på tre procent, og det er virkelig voldsomt, siger Finn Skotte og tilføjer:

- Der er mange landmænd, som skylder 50 millioner væk. Tre procent i renteskift for en sådan landmand er halvanden million kroner i ekstra renter. 

Prisoverblik i branchen

Efter den finansielle opdatering kommer Finn Skotte og kollegaer fra VKST og siger noget om hvilke tal, de sætter ind i budgetterne for 2023. 

De skal have godkendt budgetter i banker inden nytår, så kassekreditten er klar første januar for det kommende år. 

- Der kigger vi selvfølgelig ind i nogle priser på grise, og så siger vi selvfølgelig noget om, hvad vi tror forbrugerpriser, energipriser, renteniveauer og hvad, vi egentlig skal have pr. kg. svinekød, før vi tjener penge, fortæller han.

Flere ben til bedriften

Til efterårsmødet kommer også inspiration fra en svineproducent til en anden, om hvordan man spreder sine investeringer og på den måde reducerer økonomiske risici.

- Vi slutter af med en fantastisk dygtig svineproducent fra Langeland. Ulrik Bremholm. Han er både dygtig svineproducent og en stor kapacitet i det hele taget. Han er med gennem hele kæden. Lige fra sin egen bedrift og ind til Axelborg, siger Finn Skotte og fortsætter:

- Så gør han i øvrigt det, udover at have en stor svinebesætning, så vidt jeg er orienteret, så spreder han sin risiko ved at lægge nogle af sine æg i andre kurve.

Ulrik Bremholm ejer Rubenlund Agro A/S, er bestyrelsesmedlem i Danish Crown og medlem af sektorbestyrelsen Landbrug & Fødevarer Gris.

Læs også