Efter knap fem år uden tilfælde: Tjekkiet konstaterer igen afrikansk svinepest

Efter mere end tre års fravær er afrikansk svinepest (ASF) genopstået i Tjekkiet.

Det skriver branchemediet Pig Progress mandag.

Ifølge geografiske data leveret af Verdensorganisationen for Dyresundhed (WOAH) blev udbruddet fundet nær Nove Mesto i Liberec-regionen i den nordlige del af landet. Det er mindre end 3 km fra grænsen til Polen, der har døjet med talrige ASF-tilfælde over de seneste år.

Statens Veterinærvæsen er i øjeblikket ved at forberede veterinære nødforanstaltninger. En smittezone vil blive defineret omkring placeringen af den inficerede gris på et areal på cirka 200 kvadratmeter.

- Alle de foranstaltninger, der er truffet, er primært rettet mod at forhindre yderligere spredning af sygdommen i den vilde svinepopulation og forhindre sygdommen i at nå tamsvinefarme, siger Petr Šatrán, direktør for veterinærafdelingen i SVS, ifølge mediet National Hog Farmer.

Landmænd, der holder svin til ikke-kommercielle formål, skal slagte sine svin inden for 10 dage. Det er ligeledes forbudt at holde svin udendørs i smittezonen eller flytte dem ind i smittezonen, skriver PigWorld.

Tjekkiets første ASF-tilfælde blev bekræftet den 26. juni 2017 i Příluky i Zlín-distriktet. I alt har landet bekræftet 230 tilfælde, hvoraf det hidtil seneste blev konstateret den 15. april 2018.

Læs også