PFAS: Nye anbefalinger for maksimal mængde af fiskemel i foderet
Det anbefales, at grise maksimalt må indtage 1 kg fiskemel i smågriseperioden, og at fiskemel undgås i foder til søer og slagtegrise for at undgå risiko for at overskride grænseværdier for PFAS og herunder PFOS i slagtekroppen.

I praksis overholdes de nye anbefalinger for fiskemel i forvejen i foder til konventionelle grise. Arkivfotos: Camilla Bønløkke
Anbefalinger for maksimalt indhold af fiskemel i foder nedjusteres for at sikre, at grænseværdier for PFAS og herunder PFOS ikke overstiges i grisekød og griseindmad.
I praksis overholdes de nye anbefalinger i forvejen i foder til konventionelle grise, mens der er behov for at mindske iblandingen af fiskemel i foder til økologiske grise.
Det oplyser Per Tybirk, Seges Innovation, i notat 2304 på landbrugsinfo.dk.
Max ét kg
Nedjusteringen betyder, at fiskemel kun anvendes indtil 15 kg for konventionelle smågrise, og at det gennemsnitlige indhold i foderet ikke overstiger 5 procent indtil 15 kg eller maksimalt 1 kg fiskemel pr. gris i smågriseperioden.

I notat 2304 på landbrugsinfo.dk beskriver Per Tybirk de nye anbefalinger for maksimale mængder af fiskemel i foder.
Som nævnt ovenfor, er dette ikke en ændring af normal praksis, da langt de fleste smågrise har fået væsentligt mindre fiskemel de sidste mange år.
For økologisk griseproduktion gælder, at grisene først fravænnes ved 15 kg, og derfor æder væsentligt mindre smågrisefoder indtil 15 kg, da somælk udgør cirka 50 procent af energioptaget fra 6 til 15 kg.
For økologiske smågrise anbefales det ligeledes at nøjes med maksimalt 1 kg fiskemel til grisene i smågriseperioden, hvilket kan opnås med maksimalt 3 procent fiskemel indtil grisene vejer 25 kg.
Undgå fiskemel til søer
Det anbefales helt at undgå fiskemel til søer og slagtegrise.
Der foreligger ikke tal for søstjernemel og lignende marineprodukter, men foreløbig anbefales samme grænse for disse som for fiskemel.
Med disse anbefalinger vurderes det, at grisekød vil ligge betydeligt under grænseværdierne for indhold af PFAS og PFOS.