Forsikring: Er du dækket ind ved alvorlig sygdom?
Alle bedrifter kan rammes af sygdom og ulykke, der kan ramme den daglige drift. Rådgiver sætter fokus på mulighederne i en Sygedriftstabsforsikring.

En Sygedriftstabsforsikring kan være en stor hjælp, hvis man rammes af alvorlig sygdom eller akut ulykke, så man bliver uarbejdsdygtig i en kortere eller længere periode. Arkivfoto
- I besætninger hvor ejer eller nøglemedarbejdere er nødvendige for den daglige drift, bør du som ejer overveje at tegne en Sygedriftstabsforsikring.
Anbefalingen kommer fra svinerådgiver Bjarke Lassesen fra Velas, der i nyhedsbrevet Trynekontakten sætter ord på, hvorfor det er så vigtigt at forsikre sig i forhold til sygdom og ulykke, der kan påvirke driften.
Dækning af det direkte og indirekte tab
- Rammes du af alvorlig sygdom eller akut ulykke (kræft, hjertesvigt, brækket ben eller lignende) og deraf bliver uarbejdsdygtig i en kortere eller længere periode, dækkes både løn til vikar, meromkostninger eller driftstab op til et aftalt niveau, oplyser Bjarke Lassesen om Sygedriftstabsforsikringen.

- I besætninger hvor ejer eller nøglemedarbejdere er nødvendige for den daglige drift, bør du som ejer overveje at tegne en Sygedriftstabsforsikring, lyder anbefalingen fra svinerådgiver Bjarke Lassesen fra Velas. Foto: Velas
Rådgiveren gør det klart, at forsikringen er dyr (cirka 10.000 kroner pr. år), men at den giver en hurtig og gnidningsløs dækning.
- Det har erfaringsvis stor betydning for begrænsning af både det direkte og indirekte tab, påpeger Bjarke Lassesen.
En løsning hos flere selskaber
At den praktiske afklaring så også letter den sygdomsramtes bekymringer, er bare med til at give overskud til at koncentrere sig om at blive rask.
Ifølge Bjarke Lassesen tilbydes denne løsning af flere forsikringsselskaber, og med forskellige muligheder for at skræddersy dækningen til den enkelte.