Når først vi opnår et helt grønt kort i et område, så handler det jo om at bevare den PRRS-negative status i området. Bjarke Lassesen har gode råd til forebyggelsen af ny-udbrud, men gjorde det også klart, at PRRS-positive besætninger i fremtiden er et fokuspunkt.
Svinerådgiver Bjarke Lassesen fra Velas gav i forbindelse med saneringsmødet på Fyn i mandags et indblik i, hvad det er der skal til, for at man fremadrettet holder et område fri for PRRS.
Rådgiveren gjorde det klart, at opmærksomhed på symptomer i besætningen og en tæt dialog med dyrlægen er alfa og omega, ligesom fokus først og fremmest ligger i forebyggelsen. Det vil sige i forhold til, hvad det er for dyr, man indkøber og hvad det er for dyr, der omsættes.