Landbrug og Fødevarer og Seges Innovation inviterer igen i år svinebranchen til kongres i Herning, som finder sted tirsdag og onsdag den 24.-25. oktober i MCH Herning Kongrescenter.

Kongressen er en mulighed for at blive endnu klogere på, hvad der rører sig politisk og fagligt i branchen, hvad enten man er ejer, driftsleder eller medarbejder.

- Udfordringerne i branchen er mange og til at føle på. I et marked, hvor afregningspriserne ikke altid følger omkostningerne, er det afgørende at stå sammen og holde fokus. Vores fremtid i dansk griseproduktion afhænger af vores evne til at samarbejde. Til at udvikle os. Og ikke mindst vores dygtighed. Vores fremtid er bæredygtig, har stort fokus på dyrevelfærd og er klimaneutral. Den er båret af vores fælles ambition om at skabe en stærk, dansk griseproduktion, som også i fremtiden leverer kvalitetsfødevarer til glade forbrugere verden over, lyder det fra arrangørerne.

Deltagere kan blandt andet se frem til at blive opdateret på årets resultater og den nyeste viden, og med afsæt i mere end 60 inspirerende indlæg er der mulighed for at skræddersy eget program, så man får valgt efter interesse. Endelig er der festmiddagen tirsdag aften og masser af netværk.

Programmet er ude og tilmeldingen er åben. Dyk ned i kongresoversigten og se nærmere på emnerne på grisekongres.dk.