For første gang: Sverige ramt af afrikansk svinepest
Der er konstateret afrikansk svinepest hos syv vildsvin i Sverige. Det er formentlig mennesker, der har ført smitten med sig.

Takket være oprettelsen af vildsvinehegnet ved den dansk-tyske grænse er det meget begrænset, hvor mange vildsvin der er i Danmark. Det sænker risiskoen for, at der kommer afrikansk svinepest til Danmark betydeligt. Arkivfoto: John Ankersen
For nylig blev der fundet syv døde vildsvin nær byen Fagersta, cirka 175 km nordvest for Stockholm. Nu er det blevet klart, hvad årsagen er. Vildsvinene er således døde af afrikansk svinepest, har undersøgelser vist.
Myndighederne har nu afspærret området. Det er første gang, der konstateres ASF i Sverige.
- Lige nu ved vi ikke, hvordan infektionen er havnet her, men der er meget langt til det nærmeste inficerede område i Europa, og derfor går vi ud fra, at smitten er kommet hertil via mennesker, skriver det svenske veterinærinstitut i en erklæring.

Veterinærdirektør i Landbrug & Fødevarer, Jens Munk Ebbesen, maner til besindighed trods fundet af ASF i Sverige. Arkivfoto
Fundet i Sverige sætter dog umiddelbart ikke nogen skræk i livet hos veterinærdirektør i Landbrug & Fødevarer, Jens Munk Ebbesen.
- Jeg tror ikke, det øger risikoen for smitte i Danmark. Der er ingen vildsvin her, der kan samle det op, og det sætter os i en anden situation end Sverige, siger han til Ritzau ifølge DR Nyheder.
Efter mange udbrud i 2019 og 2020 har myndigheder været bedre til at inddæmme spredningen af ASF i EU-landene. Til gengæld har lande som Serbien, Bosnien og Kroatien blevet ramt i løbet af sommeren 2023.