For at landmanden kan flytte medarbejdere skal han huske at være et menneske

Dagens landmænd skal ikke kun være fagligt dygtige, men i høj grad også besidde en høj EQ – det vil sige evnen til at skabe tillid og vise passion.

Af svine- og ledelsesrådgiver Pernille Sloth Christensen, SvineXperten

Fagligheden har altid været et kernepunkt i dansk landbrug. Vi har længe været overbevist om, at gode resultater udelukkende handler om høj faglighed. Men i den sidste tid er vores syn på det at drive en bedrift skiftet. Vi ved nu, at en væsentlig forudsætning for at drive en bedrift handler om at opnå medarbejderes tillid. Tillid er en af de vigtigste faktorer i en succesfuld virksomhed eller organisation - men der er samtidig også noget af det sværeste at skabe. Forskning viser imidlertid, at de, som klarer sig bedst på lang sigt, er de mennesker, som formår at opbygge tillid. Derfor bør man spørge sig selv som landmand, om man vækker tillid hos sine medarbejdere, og om man bliver anbefalet til andre?

God ledelse er mere end faglighed

Et begreb, der langsomt vinder ind i vores hverdag, er EQ, som står for emotionel intelligens. EQ, betyder oversat til dansk følelsesmæssig intelligens, og omfatter empati, intuition, selvindsigt og sociale færdigheder – med andre ord de egenskaber, som er afgørende for at opnå andre menneskers tillid.

Jeg mener, at ledere indenfor dansk landbrug er nødt til at have en høj EQ. Det vil sige have evne og motivation til at forstå og indgå i relationer med andre. »Great Place to Work« er en undersøgelse, hvor man har set på, hvordan den bedste arbejdsplads ser ud. Man forventede, at løn og goder var de vigtigste parametre, men det viste sig, at det var tillid. Tillid til selve organisationen og til lederen fyldte meget mere i bedømmelsen. I andre undersøgelser er det også vist, at tillid til lederen er nøglefaktoren for at kunne motivere medarbejderne og sørge for, at de er engagerede i deres arbejde.

Vær personlig og passioneret

Det er vigtigt, at man som leder er personlig, og samtidig kan adskille det fra at være privat. Medarbejderne skal vide, at deres leder er et godt menneske og hvad han eller hun står for. Det, at man er personlig og åbner sig, er med til at skabe tillid hos den anden part. De fleste mennesker vil hellere kommentere vejret eller snakke mere selv, end at stille spørgsmål. Det vil dog aldrig blive en mindeværdig samtale – medarbejderne vil glemme den, ligesom du som leder selv vil. Så til spørgsmålet om, hvilken leder, der bliver husket bedst, er svaret, at det er ham eller hende, som er passioneret og har en god udstråling og energiudladning, fremfor den leder, der er fagligt dygtigt. Det skyldes, at den passionerede leders energi smitter, så man virkelig lytter til det, han eller hun har at sige. Der er jo ingen, som vil bede den leder om hjælp, som er upersonlig, konservativ og lidenskabsløs. Det medarbejderne ønsker, er en følelse af, at lederen har en oprigtig interesse i hans situation - at han er interessant og ikke bare en af de mange, der skal tales med den dag. At man som leder involverer sig, betyder ikke, at man bliver mindre faglig eller mindre professionel. Lederens faglige viden vil være der, men det er lederens EQ, som skaber de langvarige relationer – og dermed resultater.

Læs også